Da min 8-årige islænder hoppe i foråret 2021 blev diagnosticeret med overbelastning af de dybe bøjesener i begge forben var jeg selvfølgelig knust.Efter denne diagnose fulgte et langt syge- og genoptræningsforløb, som når jeg ser tilbage på det i dag, ikke kun har været svært og langt – men også et forløb som min hest og jeg i fællesskab har fået rigtig meget ud af.
I sådan et forløb er det vigtigt at du har de rigtige sparringspartnere, og at du holder dig til dem.For mig var ”mit team”: Dyrlægen, min underviser og min smed.
Der kommer rigtig mange og velmente gode råd fra mange andre – og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle holde mig til ”mit team” og at vi i fællesskab fik truffet de rigtige beslutninger for min hest og mig igennem forløbet med genoptræning.
Forløbet var indledningsvis fuldstændigt ro i ca. 3 uger, og herefter gåtur hver dag – stort set hver eneste dag.
Det var ikke hver dag jeg syntes det var lige spændende at skulle ud og gå tur i ½ time med min hest – men vi gjorde det.
Det har jeg fået igen mange gange nu.
Inden skadesforløbet havde jeg en hest der var ”lidt vanskelig” – svær at ride ud alene, sensitiv, lidt for nervøs og til tider alt for fremadgående.
De utallige gåture vi havde sammen hen over en periode på ca. 4 måneder får vi nu igen på så mange planer. Min hest og jeg har fået en gensidig tillid, hun stoler på mig, og jeg stoler på hende. Vi kan ride ture – alene – og hun er i det hele taget blevet en helt anden hest. Vi har etableret en kontakt og et bånd til hinanden. Hun er stadig en hest der skal have nye oplevelser i afmålte portioner – men nu kan vi arbejde sammen og nye mål, fordi vi i dag har en gensidig tillid til hinanden.
Arbejdet fra jorden med sin hest kan ikke overvurderes.
Da vi hen på sensommeren sidste år var så langt i forløbet, at vi skulle i gang arbejde under rytter, efter en plan fra dyrlægen var jeg lidt ved at miste overblikket over hvor langt vi var nået uge for uge. Hvad havde vi lavet i sidste uge, hvor mange uger var vi inde i forløbet, og hvad skulle vi i gang med næste uge.
Derfor startede jeg med træningsplan i et excell program. Helt simpelt.
Kolonner med dato og ugedag, samt notater omkring træningen hver dag.
Jeg arbejder i min plan med f.eks. ”ST: Skridttur under rytter”, ”TT: Træktur”, ”RH: Ridehus – Longering og træning fra jord”, ”U: Undervisning”, ”BT: Blandet træning i ridehus”I genoptræningsforløbet kunne jeg planlægge flere uger frem i tid, således at jeg fik indarbejdet den plan dyrlægen havde udarbejdet. I dag kan jeg slet ikke undvære min træningsplan.
Jeg planlægger løbende en uges tid frem – og kan lige få styr på at det passer sammen med arbejde, aftaler med familien osv. samtidigt.
Med min træningsplan har jeg overblik over hvad min hest laver i løbet af en uge – at jeg får planlagt en god og varieret træning, og også at min hest får de hviledage hun har brug for i løbet af ugen.
Løbende laver jeg notater i min træningsplan når der er noget i forbindelse med en træning jeg gerne lige vil huske. Det kan være at min hest har virket meget fremadgående, mere træt en normalt, har haft svært ved en øvelse i ridehuset som vi skal træne igen osv.
Jeg noterer også i min træningsplan hvad jeg skal huske, eller hvad jeg i øjeblikket har fokus på når jeg træner ”BT: Blandet træning i ridehus” – Ofte er det fra min ugentlige undervisning, hvor der er ting min underviser foreslår at have fokus på. Det kan være bedre balance i trav inden for volten, at rytteren skal huske ikke at balancere i tøjlen, igangsætning fra skridt direkte i trav, bedre runding i skridt og trav osv.
En træningsplan skal tage udgangspunkt i hvad din plan er i forhold til din hest og jeres ridning.
Du skal træne med din hest i forhold til hvad det er I gerne vil ride sammen – hvad du gerne vil – og hvad det er din hest kan/foretrækker/er god til.Og vigtigst af alt.
Du må aldrig lave en plan uden at være beredt på at ændre den – lyt til dig selv og din hest.
I det genoptræningsforløb jeg havde med min hest, skete det flere gange undervejs, at jeg var i tvivl om vi gik for hurtigt frem – var der måske lidt reaktion fra hende?Sparring med min underviser og dyrlægen var helt uvurderlig her.
Når jeg var i tvivl og blev usikker, var det vigtigste ikke bare at fortsætte efter planen – men lige et par uge tilbage – og så mærke efter hos hesten og hun var OK.Den usikkerhed jeg undervejs fik, om hvorvidt min hest var ved at ”få tilbagefald” lyttede jeg meget til, og så var det lige at stoppe op i planerne for hvad hun kunne/skulle de næste uger. Stoppe op, og måske lige et par uger tilbage – og så frem igen efter planen, når jeg følte mig sikker på at vi stadig var på rette vej.
Nu er der gået et år siden vi startede på skades- og genoptræningsforløbet, og min hest og jeg er i dag tilbage i fuld ridning, som før hun havde sin skade.
Forløbet har lært mig tålmodighed, og at øve mig i at være bedre til at lytte til min hest, og så har det set i bakspejlet jo egentlig givet hos en ny platform at arbejde videre fra i fællesskab.
Skrevet af: Katja Olsen, Salløv, 4621 Gadstrup
Jeg er 56 år, og har haft min hest Mist siden juni 2019. Mist er en knap 9 årig islænderhoppe.
Jeg var glad ridepige for mange år siden i min ungdoms vår, og har holdt en lang pause hvor det er blevet til mand og børn.
Nu er mine 2 sønner voksne og flyttet hjemmefra, og min mand og jeg er flyttet ”på landet” i omgivelser hvor jeg kan have min hest hvor vi bor.
Sammen med Mist har jeg en lille shetlænder ”Stengårdens Miss Diva” – de 2 holder hinanden med godt selskab😊
Udarbejdet af Alexandra Myhren og Tone Lygren, 2012
Hovedmissionen i klassisk dressur er at uddanne hesten så den bliver smidig, løsgjort, stærk i sener, led og knogler, og ikke mindst mentalt tilfreds. Målet er at få en hest der velvilligt arbejder i harmoni med sin rytter; let og smidigt mellem hjælperne. Dressuren er til for hestens skyld, hvilket man aldrig må gå på kompromis med. Resultatet bliver en hest der kommer langt i dressuren og desuden holder i rigtigt mange år, og derfor kan man godt sige at denne form for ridning heldigvis bestemt også er til fordel for rytteren.
Klassisk dressur i sin originale form tager som regel hensyn til hestens biomekanik – altså den måde det er bedst for hesten at bevæge sig på for ikke at overbelaste sener, led og knogler, og som resulterer i en holdbar og tilfreds hest. Derfor kan det synes unødvendigt at gå så meget op i hestens biomekanik, når dette originalt er inkluderet i den klassiske dressur. Men klassisk dressur bygger på meget gamle traditioner, og tit mangler der forklaringer på hvorfor noget er klassisk medens andet ikke er det. Hvorfor skal hesten for eksempel gå i remonteholdning (frem-ned) i starten af sin uddannelse? Og hvorfor må man ikke bruge indspændingstøjler eller andre tvangsmidler? Biomekanikken giver her mange forklaringer som kan være mangelfulde i den oprindelige klassiske dressur. Fordi der ikke altid findes en logisk forklaring som er nem at forstå i den klassiske dressur, bliver der i dag mange steder gået på kompromis med de gamle principper. Den klassiske dressur kan i dag ses udført i former der bestemt ikke er til fordel hverken for hestens mentale helse eller dens holdbarhed.
Det ville desuden være utopi at sige at den klassiske dressur altid har været udpræget hestevenlig. Flere af de gamle mestre som traditionelt betegnes som klassiske har brugt metoder hvor man kan diskutere hestens udbytte. Dette blev dog tit også diskuteret i deres samtid, og det der blev betegnet som klassisk af nogen blev betegnet som grotesk og ødelæggende af andre. Historisk findes der med andre ord heller ikke kun én form for klassisk dressur, træningsmetoderne har altid været meget omdiskuterede.
Derfor kan det virke utilstrækkeligt at gå op i ”klassisk dressur”, det bør også være med hensyntagen til hestens biomekanik. Man kan sige at den traditionelle klassiske dressur beskriver principperne meget godt – så som lethed, næsen foran lodplanet, parallellitet i den løftede diagonal i traven osv. Biomekanikken bidrager på den anden side med forklaringer på hvorfor dette er klassisk og derfor det bedste for hesten. Når vi søger forklaringer på hvad der fysisk og kropsligt er det bedste for hesten, bliver vi nødt til at lede efter disse forklaringer indenfor biomekanikken. Den klassiske dressur i sig selv giver ikke disse forklaringer. Det som biomekanikken ikke lige så godt kan forklare, er de ”bløde” værdier, som for eksempel at hjælperne altid skal være fjerlette – her kan vi læne os opad de klassiske principper der stræber efter usynlige hjælpere der koncentreres omkring rytterens krop snarere end i dennes arme og ben.
Ud fra den klassiskedressurefterbiomekaniske principper kan vi definere flere af principperne som er essentielle at følge (baggrunden for dette må søges i de forskellige artikler om hestens biomekanik):
Der må aldrig bruges tvangsmidler eller hårde hjælpere.
Hestens mund/hoved må aldrig fikseres, og heller ikke tvangsplaceres på nogen måde – alle former for indspændinger, hjælpetøjler, pessoaliner og andet er derfor bandlyst.
At vi gennem forskning ved at belønning er den største motivation, og at straf og præs snarere bremser indlæringen. Derfor skal al form for tvang og vold undgås. Straf og præs øger stressniveauet således at hjernen bremses op og indlæring bliver vældig vanskeligt.
Hesten skal gå i remonteholdning (frem-ned) indtil den har lært sig at strække overlinjen, søge en blød kontakt til biddet, løfte ryggen ved brug af mavemuskler, det passive ligamentstræk samt afslappede psoasmuskler, svinge løsgjort indunder sig med bagbenene (kraftfuldt men uden spændinger), og som resultat af ovenstående, at svinge med en arbejdende løsgjort ryg samt lande blødt og elastisk på forbenene.
Der må søges størst mulig stabilitet og kontinuitet over de to mest bevægelige punkter i ryglinjen – omkring T1 lige foran skulderen samt ved ganasherne (atlas/axis – vertikal stabilitet, dvs hesten må aldrig ”knække”, men skal åbne ganasherne og strække sig frem til biddet).
Hestens hoved/hals skal falde afslappet mod jorden i takt med at forbenene fremføres (i skridt).
Det må tilstræbes at hesten aldrig går bagved lod.
Pasagtig skridt kommer fra en stiv og ufleksibel overlinje og accepteres derfor ikke.
Der skal kun udvikles bevægelser og holdninger der er naturlige for hesten
Andre væsentlige principper:
Rytterens korrekte sæde, opstilling og indvirkning med hjælperne er fundamentet i korrekt klassisk dressur.
Brugen af hjælperne skal centraliseres i størst mulig grad, således at det for en observatør bliver svært at se hvilke hjælpere rytteren i virkeligheden giver
Der skal vises ubetinget respekt for hestens natur og velfærd
Der skal tages hensyn til hestens individuelle forudsætninger
Hver hest er et individ som må få lov til at udvikle sin individuelle måde at gå på som er optimal for lige præcis den hest
Harmoni og skønhed er øverste målsætning – og ikke en sammenligning mod en ydre form eller mod andre ekvipager
Kunstværk, især levende kunstværk som den velskolede hest, kan i sidste konsekvens ikke sammenlignes.
Hesten skal ikke ”dresseres” til at udføre øvelser på kommando, men gymnasticeres, og deraf lære at lade sig føre af rytterens hjælpere
De forskellige øvelser skal ses som træningsværktøjer i denne gymnasticering og oplæring, og de skal derfor bruges på det tidspunkt hvor hesten har behov for lige præcis den effekt øvelsen kan give.
Hesten er ikke lavet for at lave øvelser – det er øvelserne der er lavet for at udvikle hesten således at den kan bevæge sig korrekt under ryttervægten
Korrekt betyder:
Taktfast, løsgjort, villig, dynamisk, balanceret, lige, samlet i en grad der er passende for hestens kropsbygning, uddannelsesniveau og den aktuelle opgave.
Hesten skal rides ”bagfra og frem”, hvilket betyder at energien som rytterens sæde og schenkler fremkalder i hestens bagben, skal flyde gennem hestens løsgjorte ryg og ind i rytterens bløde tøjlekontakt – som dirigerer denne energi således at hele ekvipagen opnår bedst mulig balance. Dette er klassisk.
Rytteren må ikke ride ”forfra og bagud”, dvs. at han med tøjlekontakt forsøger at trække hestens hals i en form, noget der vil bremse og blokere hesten, for derefter at forsøge at tvinge hesten frem igen med schenkel, sporer og pisk. Dette er ikke klassisk.
Rytterens optræden overfor hesten, andre mennesker, og verden generelt ses gerne baseret på disse idealer. Disse er præget af humanismen og oplysningstiden (Europas ”klassiske” tidsalder). Der kræves en rationel tilnærmelse til ting, deriblandt heste – man skal bruge fornuften til at forstå hvordan ting hænger sammen, og så respektere disse ”naturlove” og rette sig efter dem. I stedet for at tro på ”heksekunste” og ”mirakelkure”, eller også bare banke løs på alt der ikke virker …
So what is engagement? What makes it so important for our horse’s soundness? And how can we achieve it? Or even recognize it?
In the short version, engagement is the horse’s ability to carry its own weight and transmit this energy forward to lift the front. In other words, a horse that engages well will unload its front legs because of its well-functioning rear end. A well-engaged horse is therefore the key to a horse that can last as a sound top-level working horse for very many years.
How can we see it?
In direct terms, engagement is the way the horse initiates the movement. The definition of engagement is the lowering of the hip, simultaneously with protraction of the hind limb and the stretching and lifting of the upper thoracals and the low cervicals. In the hind, this will look like a lifting of the loin, a lowering of the hip, and a hindleg that reaches far forwards. In the front, it will look like the withers grow taller, at the same time as the head (muzzle) reaches downwards and forwards. The horse will get a nice rounded curve to his neck and his loins. The nose/head will move towards vertical, the degree of vertical position depends on the conformation and type of horse, as well as the degree of engagement.
Engagement
Disengagement
When the horse in movement raises his head, it’s a clear sign of DIS-engagement. This is especially seen in transitions upwards or downwards, as this is the time when the horse needs to engage the most. So instead of raising his loins, stepping well underneath himself with the hind legs, lifting his withers, and stretching his head forwards and downwards, he does everything the opposite way. The rider often fights this by having a stronger hand in the transition. Unfortunately this is only hiding the symptoms, and teaching the horse to compensate in other ways instead, usually by over flexing his neck or going behind the bit, or even pull stronger against the rider’s hands, requiring stronger aids and thereby creating a vicious circle.
Teaching the horse to engage
First task of the rider is to learn to feel when which hind leg is protracting. When he can feel this, he can start teaching the horse to step further with its hind legs (= engage more) by giving a soft unilateral leg aid at the moment the horse’s hind leg is in the air. Do not give an aid on each step, but only when the horse is not engaging well enough. This work always starts in the walk, which is by far the best gait to teach engagement. Engagement can also be recognised as a correct leg-to-hand reaction from the horse, and the work in walk will be transmitted to the other gaits automatically. A short moment before or after the leg-aid has been given, the rider might give a soft short-lasting half-parade in the inside rein. This short rein-aid act like this: In the phase when the horse’s head moves forwards and downwards (which is the same moment as the hind limb is protracting), the aid can be given (a closing of the hand around the rein). No later than when the neck is half-way down, the hand must give in and let the neck stretch further than it did before (meaning you got more engagement than before, the hind limb steps further). This is ideally done without losing the contact altogether. When the horse is educated further, this stretching into the hand can and will be transmitted into a more rounded topline, creating collection, extension or the passage. I don’t mention the outside rein here, because some horses will tolerate and need this from the start (horses that are already engaging quite well, having a correct curve to their spine), while other horses will disengage more if the outside rein is at all present (horses that have a downwards curve to their spine in movement, or horses that already learned to avoid the rein-aids by overflexing or going against the hand).
I find it best to start teaching the engagement on a circle, because the circle gives you some of it for free. To be able to walk on a circle, the horse will use its abdominal muscles to protract the inside hind limb more. This lifts the loins and in that way the circle of engagement has already started. But there are also several things that can go wrong on the circle, as you in particular need to be able to control the outside shoulder, the inside hind leg as well as the correct bending throughout the body. If the rider is not very well educated, if he is unbalanced, or if he doesn’t understand the integrated way of giving aids at a circle, it might be best to start on straight lines, or at least get instruction by a well-educated rider.
Forcing one component of the engagement, as is too often seen as a pulling of the head towards the vertical, does not teach the horse to engage, but rather to find other ways to compensate for the lack of engagement. The rider must learn to recognise that the horse disengages when he goes against the hand. He should work on the actual problem – the lack of engagement in the hind limbs, instead of fighting the symptom in the front. A mild degree of controlling the head position is ok in the transition, but as a rule of thumb – never ask for more than 5-10% of what the horse naturally offers.
To be able to move in an engaged way, there are several prerequisites, as healthy body, joints and hooves – but it is not the goal of this article to cover all these aspects. But overall- if it is too difficult for your horse to move engaged, he/she is probably struggling with health or mental issues that needs to be adressed.
Halthed kan defineres som den asymmetriske bevægelse hesten adapterer for at undgå smerte. Halthed er med andre ord ikke det samme som smerte – men de to begreber er selvfølgelig tæt relaterede. For at forklare hvad jeg mener med at halthed ikke er det samme som smerte: Hvis du har haft en splint i din hæl (eller lignende), har du måske oplevet at den kun gør ondt hvis du rent faktisk træder ned på din hæl. Du kan med andre ord adaptere til en meget asymmetrisk gang – men til gengæld undgå smerte ved at gå på tæer. Hvis du bliver ved med at gå på dine tær på den ene fod i længere tid, er det dog ikke svært at forestille sig at man får ondt alle mulige andre steder i stedet – både i forfoden, den modstående fod, ryggen – og med tiden måske endda hælen (når splinten begynder at skabe inflammation fordi den er et fremmedlegeme i din krop). Men min pointe er: der kan være halthed uden smerte, hvertfald i en kortere periode. Alle slags skader har deres egen form for smerte og halthed – for at forstå hvordan hesten har det, må vi vurdere flere parametre end blot halthed.
Vidste du at der sagtens også kan være smerte (i ben og ryg) UDEN halthed? Dette er noget af det vigtigste for os at formidle. Lad os for enkelthedens skyld igen tage eksemplet med splinten: Da du fik splinten i foden, vred du faktisk også om i ankelen på det andet ben (lad os bare sige du dansede rundt barfodet på et gammelt trægulv, det passer meget godt med hvad heste finder på fra tid til anden 😉 ). Du går stadig på tæer på det ene ben for at undgå at træde ned på benet – men du skynder dig også at flytte vægten væk fra dit andet ben, fordi det gør ondt at træde ned på det. Du er lige så halt på begge dine ben – du bevæger dig meget mærkeligt – men det er svært for en der kigger på dig at forstå hvor du har mest ondt. Du har primært smerter i det ben du har vredet om på, men du er skadet i begge ben, og begge ben har et markant afvigende bevægemønster. Højst sandsynligt ændrer du også markant adfærd – du bliver sur og råber, måske græder du, og dem der kommer med en hjælpende hånd får i skarpe vendinger at vide at de IKKE må skubbe dig ud af balance lige nu. Du vil helst blot sætte dig ned og holde dig i ro.
Ovenstående er eksempler på akut smerte, inflammation og halthed. Det lumske ved denne slags halthed, er at den i de første dage ofte bliver værre og værre, især hvis du ikke får dæmpet inflammationen med det samme i din forvredne ankel (ro, is, bandagering etc) eller fjernet årsagen til haltheden på det andet ben (få splinten ud). Selv når du sidder ned, og også når du går i seng, vil du opleve markant smerte. Nogen gange er smerten endda værre når du holder dig i ro – dette er fordi væske ophobes i det skadede område, der opstår stagnation i vævet, hvilket er meget smertefuldt. I disse tilfælde kan det være en stor hjælp at få noget smertestillende (NSAIDs = non-steroid antiinflammatorisk).
Selv om du var meget halt pga splinten, gav den dig ikke nævneværdige smerter, og fordi du fjernede splinten ville du måske gå normalt igen næsten med det samme. Måske kommer der efterfølgende en mild fornemmelse af smerte pga inflammation i området.
Anklen du vred om på til gengæld, gjorde virkelig ondt i 1-2 uger, også når du ikke bevægede dig rundt. De første 4-5 dage gjorde den mere og mere ondt. Selv om du godt kunne gå normalt rundt på anklen efter 2 uger, var du stadig meget halt hvis du forsøgte at løbe. Først 3-4 måneder senere kunne du løbe på benet uden der længere var smerte – men du tilpassede stadig din bevægelse en måneds tid eller to endnu – du kunne intuitivt mærke at du ikke skulle løbe på ujævnt tærren, du skulle ikke løbe for stærkt eller for langt, og du fik nogen gange ondt om aftenen hvis du havde fået overbelastet benet lidt. I de tilfælde hjalp det at lægge is på benet efter din løbetur.
Ovenstående er blot enkelte praktiske eksempler på smerte og halthed. Selv om emnet er uendeligt stort, håber vi det har givet en smule at tænke over ift halthed og smertes kompleksitet.
Der er meget kritik af sporten i toppen. Selv oplever jeg som dyrlæge – og på det sidste som ponymor/køber – for det meste vores smukke sport i “bunden/bredden”.
Jeg vælger at tro på at vi alle ønsker vores heste og hinanden det bedste, og at når vi vælger anderledes, er det ud fra uvidenhed. Hermed Indledning til hvad der måske kan virke som et lidt surt opstød Jeg tror på at vidensdeling og information er vejen frem, så det ønsker jeg at bidrage med! Men derfra tilbage til hvad jeg har behov for en debat omkring:
Hvilken hest har brug for særligt hensyn, en tilrettelagt træningsplan, muligvis smertedækning, foldtilpasning etc (og udredning/en diagnose, ikke mindst – for at hjælpe med at beslutte hvordan hesten bedst kan genoptrænes):
1. Hesten der viser tydelig halthed på et ben. Den har ondt, og “alle” kan se det (hvis man kigger ordentligt efter).
2. Hesten der ikke udviser halthed på noget ben. Den har ondt i flere ben, så derfor har den ikke overskud til – ej hellere får den gavn af – at flytte vægten over på det raske ben – der er nemlig ingen raske ben. Hesten har betydeligt mere ondt end hest nr 1 (den har lige så ondt men i flere ben), men kun erfarne heste-mennesker forstår det.
3. Hesten der udviser tydelig halthed på et ben – men arten menneske har ikke evnen til at se det fordi takten enten er for hurtig (det er en pony), eller hestens kropspartier er for tætte (det er en cob-type hest). Hesten har ondt på et stadie fra hest 1 til 2, men kun erfarne heste-mennesker forstår det.
Efter at have forsøgt mig som pony-køber, og selvfølgelig også når vi handelsundersøger heste i vores virke som dyrlæger, støder vi ret ofte på alle 3 typer heste.
Den første er ofte en hvor haltheden ikke kunne ses under rytter, men den ses tydeligt når hesten kommer på longe eller mønstres, ofte på hårdt underlag (anderledes end det hesten går på til hverdag, hvorfor haltheden ikke er blevet opdaget).
Den anden er en hvor dyrlægen ofte er den eneste som kan se halthed, lameness locator oftest kan måle det, og bøjeprøver ofte endeligt afslører det for ens øje. I enkelte tilfælde kan det dog være svært både at se og måle – men hestens adfærd afslører det altid. Den er sur og tvær, har svært ved at finde takt og rytme, løber eller mangler fremdrift, virker ked og slukket eller anspændt og stresset.
Den tredje er en hvor selv dyrlægen har svært ved at se det, men hvor hestens adfærd/historie ofte giver mistanke; hesten har ændret adfærd, går væsentligt anderledes uden rytter end med rytter, den mangler fremdrift eller løber, virker sur og tvær, stopper på springene etc. Lameness locator måler det tydeligt og bøjeprøver er variabelt positive.
Tilbage til mit oplæg til debat: min oplevelse er desværre at vi mennesker ofte er mere interesseret i at bortforklare hestens adfærd – og endda objektive beviser på hestens halthed, end vi er i at tage ansvar for hestens smerter, og som minimum give den en tilpasset træningsplan. Det er ikke disse ejere vi møder til dagligt, da dem som kontakter os netop er dem som HAR forstået at noget er galt. Men når jeg som “ponymor” kommer ud på det frie marked, eller dengang jeg for nogle år siden kom med min veninde på heste-kiggetur i Portugal – så ser vi den faktiske virkelighed.
Min forventning ville være at når man blev gjort opmærksom på at ens hest har ondt, så vil man tage affære og tage ansvar. Men det hører til sjældenhederne! De fleste reagerer faktisk ved at benægte, blive vrede – og fortsætte at både ride hesten, samt også beholder den på salgsmarkedet, nok uden at oplyse om deres viden om hestens smerter. Dette handler om “bredden” i vores sport, og jeg har nu oplevet det så mange gange at jeg vil påstå at det er helt systematisk.
Et par eksempler:
Pony tydeligt halt på to ben, måles som moderat halthed af lameness locator, kraftigt positiv bøjeprøve på 3 ben. Der er altså ingen tvivl. Sælger sur, pony bliver på markedet, solgt et par måneder senere.
Pony tydeligt halt på et ben, måles som moderat/severe halthed. Sælger bliver sur, men heldigvis for hende kommer der købere fra Nordjylland dagen efter, de har traileren med. Jeg ved det ikke, men jeg er rimelig overbevist om at pony blev solgt uden information om det fundne.
Derfor ønsker jeg en debat – hvad skal der til før hesteejere forstår og ønsker at tage hensyn til deres hest hvis den har smerter. Er det ok at vi rider på og sælger heste med markante smerter? Jeg taler ikke om heste med en lille smule asymmetri, ikke engang om dem med lavgradig halthed eller ømhed. Disse rides i forvejen fuldt ud, også på konkurrenceplan. Det er en anden og neste niveau af samtale. Nej jeg taler om tilfælde hvor hesten har decideret ondt udover enhver tvivl.
Det triste i mine øjne er, at hvis bare vi tog hensyn med det samme smerterne opstod, så var de stort set også altid hurtigt overståede. Men derfor har vi behov for at lære mere om hvordan halthed/smerter OGSÅ kan se ud. De viser sig nemlig ofte ikke som den traditionelt tydelige halthed vi har lært at se. Men derfor er den ikke mindre vigtig. Det gør ikke mindre ondt, bare fordi arten menneske har sværere ved at forstå og se det.
Så hvad er vigtigst – hvor ondt hesten har, eller hvor tydeligt den kan finde ud af at vise det? Har den mindre ret til hensyn bare fordi den er bedre til at skjule de traditionelle symptomer?
Oplæg til debat, 2025. Debatten foregik her: Vi har i 2026 taget det bevidste valg at forlade Facebook som platform = vi laver i 2026 ikke mere indhold til platformen. Men derfor skal du ikke snydes for den gode debat der opstod fra dette indlæg i 2025:
Skader i bevægeapparatet, især seneskader, udgør en væsentlig udfordring i veterinær praksis. Mange skader præsenterer sig som akutte, men baggrunden er ofte en længerevarende, subklinisk degeneration af vævet. Denne kombination betyder, at behandling og genoptræning skal tage højde for både den akutte skade og det kroniske grundlag.
Akutte vs. kroniske skader.
– Akutte skader: Opstår pludseligt, typisk efter en overbelastning eller uheld, med synlig hævelse, varme, smerte og funktionsnedsættelse.
– Kroniske skader: Udvikler sig over tid pga. gentagen mikrotraume, dårlig biomekanik eller utilstrækkelig restitution.
– Akut ovenpå kronisk: Meget almindeligt ved seneproblemer. Den akutte episode er ofte kulminationen på en længerevarende svækkelse af vævets struktur.
Ophelingsfaser.
1. Inflammationsfasen (0–7 dage).
Karakteriseret ved vasodilatation, infiltration af inflammatoriske celler og fjernelse af nekrotisk væv. Klinisk ses hævelse, varme og smerte. Formålet er at rydde op og skabe forudsætning for heling. Behandling: Kontrollere inflammationen ved at reducere/fjerne overbelastning, evt. køling i de første ca 72 timer – men undgå total immobilisering. Ved kraftig inflammation kan der bruges antiinflammatoriske lægemidler (NSAIDs). Afhængigt af skadens størrelse bruges i denne fase typisk boksro eller lille sygefold (helst med tilhørende skur så hesten kan ligge ned).
2. Proliferationsfasen (dag 4–21 – ja, der er overlap med inflammationsfasen).
Fibroblaster producerer kollagen (primært type III) og grundsubstans. Nydannede blodkar sikrer næring. Vævet er skrøbeligt, og kollagenfibrene er endnu tilfældigt orienterede. Behandling: Let, kontrolleret belastning for at stimulere korrekt vævsdannelse. Igen afhængigt af skadens størrelse bruges her typisk lille sygefold og skridtmotion for hånd. Stadig bedst hvis hesten har mulighed for at ligge ned så meget den har lyst til, og ikke forstyrres eller flyttes rundt af andre heste. Bedst er hvis man har et setup hvor hestens bedste ven står ved siden af den i denne fase, så hesten føler sig tryg men ikke bliver flyttet på eller føler behov for at flytte på andre.
3. Remodeleringsfasen (uger til måneder, op til 12–18 mdr for sener).
Kollagen type III udskiftes gradvist til kollagen type I. Det er kollagen type I der har den originale fulde bæringsevne. Fibrene orienteres i belastningsretningen via mekanisk stimulering. Tværbindinger dannes, hvilket øger styrken. Uden gradvis og målrettet belastning forbliver fibrene uorganiserede og svage. For tidlig hård belastning kan føre til mikro- eller makrotraumer og dermed tilbagefald, mens for lidt belastning giver svagt væv.
Vigtigheden af mobilisering i remodeleringsfasen.
Kontrolleret, progressiv belastning er nødvendig for at fremme korrekt fiberretning og mekanisk styrke. Læg mærke til hvor tidligt vi overgår til den remodelerende fase! Mekanotransduktion betyder, at cellerne i senen registrerer mekanisk belastning og tilpasser kollagensyntesen derefter. Start med lav belastning (fx skridt), øg gradvist med fokus på korrekt bevægemønster og monitorér responsen klinisk og evt. med ultralyd. Selv når kliniske symptomer forsvinder, er senen ikke nødvendigvis fuldt ophelet, så tålmodighed er afgørende. Typisk kontrollerer dyrlægen hesten hver 2-3 måneder og lægger derfra en ny genoptræningsplan.
Eksempel – Hest med overfladisk bøjeseneskade (SDFT).
En 10-årig ridehest præsenteres med akut hævelse og varme på bagsiden af piben, efter at have sprunget højt i træning dagen før. Ultralyd viser hypoechogent område i midterste tredjedel af overfladiske bøjesene – grad II skade.
Baggrund: Hesten har tidligere haft mild halthed efter hårde træningspas, men uden diagnosticeret skade – sandsynligvis subklinisk degeneration.
Proliferationsfase (dag 4–21): Kontrolleret skridt på lige underlag, gradvis øgning til 20–30 min dagligt.
Remodeleringsfase (uge 3–12 mdr+): Øgning af skridttid, introduktion af trav efter ca. 3–4 mdr, når ultralyd viser bedre fiberstruktur. Progressiv træningsplan med gradvist stigende belastning og varighed. Fokus på korrekt bevægemønster for at stimulere fibrene til at lægge sig parallelt med belastningsretningen.
Resultat: Efter 12 mdr. gradvis tilbage til spring med fortsat monitorering.
Konklusion.
Succesfuld behandling af seneskader kræver forståelse for de biologiske helingsfaser og især remodeleringsfasens krav til mobilisering. Den akutte skade er ofte kun toppen af isbjerget, og en langsigtet, gradvis genoptræning er nødvendig for at undgå recidiv.
I veterinær praksis ses ofte, at der ikke er fuld sammenhæng mellem graden af kliniske symptomer og graden af vævets opheling efter en seneskade. Nogle heste viser ingen smerte eller halthed, selvom helingsprocessen langt fra er afsluttet, mens andre vedvarer med at have smerter, selv når selve skaden er ophelet. Forståelsen af disse fænomener er afgørende for at tilrettelægge en effektiv genoptræningsplan.
Klinisk symptomfri, men ikke ophelet.
I nogle tilfælde tilpasser hesten sit bevægemønster eller oplever nedsat smertefølsomhed i det skadede område, så symptomerne forsvinder, før kollagenstrukturen er genetableret. Dette sker især ved for meget immobilitet, da kroppen og nervesystemet så tænker “nåh, det var nok bare falsk alarm, her behøves alligevel ingen reparation”. Dette udgør en risiko, da forkert timing af tilbagevenden til hård træning kan føre til recidiv.
Vedvarende smerte efter opheling.
Heste kan fortsat udvise smerte trods ophelet senevæv. En hyppig årsag er adhærencer (sammenvoksninger) mellem senen og det omkringliggende væv, som hindrer den normale glidning. Dannelsen af adhærencer kan sammenlignes med overben efter slag mod knogler – kroppens forsøg på at stabilisere et svækket område (/overdrevet inflammatorisk respons). I senevævet reducerer dette fleksibiliteten og kan give kroniske smerter. Disse smerter kan desværre være “end-stage” og svære at finde en løsning på, da adhærencer er overordentligt stærkt bindevæv der er umuligt at bryde uden en kirurgisk skalpel – når først de er blevet kraftige og veletablerede.
Der kan også være opstået kompensatorisk stramhed andre steder i kroppen – og deraf smerte i bindevævet ved normal bevægelse. Dette håndteres bedst vha manuel terapi og målrettet løsgørende og mobiliserende træning.
Tilbagevendende smerter sent i genoptræningsprocessen.
Dette er egentlig ikke en komplikation, men noget det er meget vigtigt at man forstår baggrunden for. At der genopstår klinisk halthed efter 6-18 måneder er noget der kan slå pusten fuldstændig ud af heste-ejeren, og er faktisk noget der ofte fører til at ejer opgiver og hesten i værste fald aflives. Jeg finder ofte mig selv i en situation hvor jeg desperat forsøger at “tale for min syge moster” for at forklare at dette er helt normalt – men desværre giver situationen tit så meget panik at der er lukket for argumenter. Dette er faktisk den vigtigste baggrund for mit ønske om at udbrede en større forståelse for smerte og reorganisering af funktionelt bindevæv. Jeg forsøger at fatte mig i korthed:
Klinisk halthed ses når der er smerter – både smerter fra alvorlige skader, men OGSÅ ved smerter fra reorganisering af sygt væv, samt endda også helt almindelig og sund opbygning af stærke sener og muskler. Tænk bare på sidst gang du skulle gå op og ned ad trapper, eller sætte dig på toiletbrættet efter du havde været lidt for ivrig på en løbetur eller i træningscenteret (eller bare red en tur efter nogle ugers pause). Der er absolut ingen sammenhæng mellem graden af smerter og prognose, ej hellere hvor lang tid der kommer til at gå før smerterne er overstået. Faktisk er det snarere sådan at jo mere ondt man har, jo hurtigere går det ofte over (tænk på en brækket arm, en hovbyld etc).
Det der er vigtigt at forstå, er at når belastningen øges, igangsættes af FLERE omgange en ny omorganisering af det syge væv. Dette er nødvendigt for at skabe et væv der er stærkt nok til den belastning det skal kunne tåle. Så længe man skridter, laves vævet kun lige stærkt nok til at kunne tåle det stræk og træk skridtmotion giver i senen. Hvis man skridter alt for længe, mister man “window of opportunity” for at genopbygge et væv der også tåler trav og gallop – og ikke mindst fjol på fold (og derudover øges risikoen for adhærencer). De ekstra blodkar og alle de ekstra fibrocytter der indvandrede og opformeredes i den akutte og proliferative fase, klare til at reorganisere vævet, trækker sig tilfreds tilbage hvis senestrukturen vedvarer kun at udsættes for minimal belastning (skridt).
Derfor er det nødvendigt at øge belastningen på de rette tidspunkter. Vi ønsker at starte næste fase af reorganiseringen inden der går stå i processen, og blodkar og celler ikke længere er tilstede for at klare opgaven. Men hver ny fase af reorganisering kan også sætte gang i en smerteproces, da opheling af sygt (samt opbygning af raskt) væv faktisk helt naturligt gør lidt ondt. Det er helt nødvendigt at vi balancerer på denne knivsæg for at ende med sundt stærkt ophelet væv uden adhærencer og smerter ved normal bevægelse.
Så altså, når halthed kommer tilbage sent i processen, er det oftest ikke fordi skaden er opblusset og man er tilbage til scratch. Selvfølgelig findes der situationer hvor der kommer nye skader eller de gamle genaktiveres. Men det er altså mere sandsynligt at hesten befinder sig det helt korrekte sted i forhold til yderligere reorganisering og styrken af vævet.
Ved tilbagevendende halthed sent i forløbet anbefaler vi to ting: gå tilbage til skridtmotion 7-14 dage (derefter genoptages planen hvor man slap), samt klinisk check, ultralyd af skaden og måling af halthed inden træningen genoptages – for at sikre det ikke er en ny skade eller en “akut ovenpå kronisk” skade. Hvis skaden skulle være blevet for meget aktiveret, er det oftest stadig ikke det samme som at være tilbage til scratch. Sålænge genoptræningsplanen har været fornuftigt planlagt, er vi oftest stadig langt inde i remodeleringsfasen, blot med et kortvarigt tilbagefald. De fibre der er blevet dannet allerede, forsvinder heldigvis ikke ved et trylleslag.
Adhærencer som komplikation.
Ved alvorlige seneskader kan fibroblaster danne bindevæv på tværs af glideplanerne mellem senen og dens omgivelser. Disse sammenvoksninger kan opstå som følge af kraftig eller ukontrolleret inflammation i den akutte fase, og risikoen øges ved langvarig immobilisering derefter.
Forebyggelse af adhærencer.
Kontrolleret, progressiv mobilisering under remodeleringsfasen hjælper med at orientere kollagenfibre korrekt og bevare glideplanerne. Tidlig, men skånsom bevægelse kan reducere fibroblasternes tendens til at ‘brobygge’ mellem strukturer.
Inflammationskontrol i den akutte fase.
Målrettet reduktion af overdreven inflammation kan mindske risikoen for arvævsdannelse og adhærencer. Dette kan opnås med:
– Køling i de første 3 døgn for at reducere hævelse og blødning.
– Kortvarig anvendelse af antiinflammatoriske midler (NSAID) for at dæmpe smerte og inflammationsintensitet.
Balancen er vigtig, da en vis inflammation er nødvendig for at igangsætte helingsprocessen.
Genoptræningsprincipper.
Genoptræningen bør følge helingsfaserne, men justeres individuelt baseret på både klinisk status og billeddiagnostiske fund:
1. Inflammationsfase – Boksro, kontrolleret håndtering, køling, NSAID ved behov.
2. Proliferationsfase – Kontrolleret skridt, gradvis øgning af varighed, fokus på korrekt bevægelsesmønster.
3. Remodeleringsfase – Progressiv træning med stigende belastning, introduktion af trav og senere galop, med fortsat monitorering.
Konklusion.
Manglende sammenhæng mellem kliniske symptomer og faktisk vævsopheling kan føre til fejlvurderinger i genoptræningsforløbet. Ved at kombinere tidlig inflammationskontrol med målrettet mobilisering i remodeleringsfasen kan risikoen for komplikationer som adhærencer reduceres. Dette kræver tålmodighed, nøje planlægning og regelmæssig monitorering.
Skrevet i samarbejde med den norske dyrlæge Tone Wien, der udelukkende arbejder specialiseret med hove inkluderet rigtigt meget med forfangenhed. Se https://www.hovhelseteamet.no/forfangenhet/
Introduktion
Jeg vil her beskrive lidt praktisk omkring håndteringen af denne sygdom. Alle forfangenhedsforløb er forskellige, derfor er dette ikke en “one size fits all” opskrift på at få alle forfangne heste velfungerende igen, men snarere forslag til hvordan sådan et forløb KAN håndteres. Der er mange af disse elementer jeg ser som uhyre vigtige at følge stort set til punkt og prikke, mens andre elementer måske godt kan erstattes med andre metoder. Først og fremmest, allier dig med en dyrlæge og en smed med stor interesse i forfangne heste, helst fra dag 1.
Hovbenet til alle forfangne heste synker nedad mod jorden, mens nogen heste derudover roterer. Dette er fordi ophængsapparatet til hoven svigter. Smerten ser ud til at være primært der hovbenet presser mod sålen, sandsynligvis pga blodtilførslen fra den cirkumflexe arterien klemmes af – og nok også bare rent fysisk – der er virkelig mange kilos præs på et meget lille punkt. Der kan komme mikrofrakturer langs kanten af hovbenet, og der kan komme nekrotiske (døde) områder i sålen – som senere udvikler sig til bylder.
Forfangenhed skyldes oftest hyperinsulinemi, nogen gange med andre triggerfaktorer, feks fra stortarmen, fra livmoderen etc. Det skyldes ikke nedsat cirkulation i hoven, og det er ikke en primær inflammation. Nsaid (smertestillende) har ingen terapeutisk effekt, men kan bruges diagnostisk, og selvfølgelig til at gøre tilværelsen tålelig for hesten (palliativ virkning). Man skal bare være opmærksom på at nsaid kan virke som en ubevidst sovepude for både ejer og dyrlæge ift faktisk at løse hestens problem – dvs finde årsagen til forfangenheden samt få igangsat et passende forløb med støtte og behandling af dens hove.
Akut håndtering
1) Ikke træk hesten noget sted uden at have sikret/beskyttet hovene. Det gør ondt fordi det er ødelæggende, så smertestillende er ikke nogen god løsning – og kan øge skadeomfanget. Dette betyder selvfølgelig ikke at hesten ikke skal smertedækkes, det skal den. Men man skal ikke lade den bevæge sig mere fordi den er smertedækket, det er det der er min pointe med dette punkt. Hvis hesten ikke kunne gå på hårdt underlag inden den blev smertedækket, så må den hellere ikke gå på hårdt underlag efter den er blevet smertedækket. Derfor er det også en god ide med få dages mellemrum at tage den af det smertestillende eller i det mindste vurdere hvor ondt den har, inden den får smertestillende. Så ikke man uforvarende tror fem har det meget bedre end den i virkeligheden har. Det smertestillende skjuler symptomer og fjerner hestens evne til at passe på sig selv. Så længe man ved dette, så skal hesten selvfølgelig smertedækkes efter behov.
2) Hovene skal passes så snart det er muligt – det sænker smerteniveauet radikalt for mange heste. I praksis betyder det at man lirker skoen af hvis muligt. Brug ikke tang eller hårdhændet behandling. Lirk et og et søm ud stille og roligt og giv pauser hvis nødvendigt – det gør ondt at løfte benene. Stå helst inde i en boks med blød bund, med mindre du har noget meget blødt hesten kan stå på på staldgangen. Sænk drakterne. Fjern ikke væg på siderne af forreste halvdel av hoven – sålen SKAL IKKE ned til jorden. Afrund tåen godt. Sålen fra midt stråle og fremad skal SLET ikke røres – hesten har brug for al den beskyttelse den kan få under hovbenet. Denne beskæring tager kun få minutter, det er ikke tiden for at tænke længe eller lave flot finish. De fleste heste oplever umiddelbar bedring efter denne trim.
3) Iværkset cryoterapi (isbad/bandager). Find praktiske måder at pakke ALLE FIRE ben ind i isvand fra så højt som muligt på piben, til under koden. Det er ikke nødvendigt at sætte hovene i vand. De er alligevel meget godt isoleret. Formålet er at køle blodårene som går ned til hovene og på den måde køle hovene indefra. Der køles sammenhængende 24 timer i døgnet i minsdt 2-3 døgn. Dette er pr i dag eneste behandling som kan stoppe laminitis, men medisiner er under udprøvning og det ser lovende ut – så det kommer muligvis «snart».
Effekten af cryo er mindst 2 ting:
A) Lidt mindre blod ned til hovene fører lidt færre udløsende faktorer med sig, hvad enten det er insulin eller en anden udløsende faktor.
B) Når man får kernetemperaturen i hovene under 5 grader celsius, stopper enzymaktiviteten og dermed holder forfangenheden op med at udvikle sig (indtil videre). De 2 dage skal bruges til at normalisere blodværdierne. Hvis det er colitis, metritis osv. – så skal det selvfølgelig behandles. Det meste af forfangenhed skyldes hyperinsulinemi, og insulinniveauet skal ned… Så derfor:
4) sæt hesten på lav-karbo diæt – dvs væk med ALLE kornprodukter, giv udelukkende hø/wrap og vitaminer. Til en start kan du bruge godt udvandet hø, men når muligt, er hø med testet sukkerniveau det bedste (skal være under 10% af tørstof). Endnu vigtigere, er muligvis at balancere mineralerne i hestens kost – Læs mere om dette her: https://www.hoofrehab.com/Diet.html samt her https://forageplustalk.co.uk/iron-overload-in-horses-by-dr-kellon/ . Helt kort fortalt:
Vi ønsker som regel mere af:
– Kobber (Cu)
– Zink (Z)
– Phosfor (Ca:P ideelt 2:1)
– Hvis for meget Ca – giv ekstra Magnesium (Mg)
– Omega 3
– Vit. E (1000 – 2000 iU/ dag)
– Salt (Na) (behov = 2 g/ 100 kg/ dag)
– Magnesium. Ofte for meget kalium i efterårsgeæs feks, som nedsætter optag af mg.
Vi ønsker som regel mindre af:
– Calcium (højt i hø/wrap)
– Jern (hindrer optag af kobber og zink) – højt i hø
– Balansen på jern må være maks Fe:Cu på 10:1 og Fe:Z på 3.3:1
Rent praktisk betyder det at du skal kigge på dine poser med foder og tilskud og holde op med at give alt der er jern i (de får allerede for meget via høet). Noget foder har dog et naturligt LAVT indhold af jern (feks hvis der er lucerne med naturligt jern) – dette er ok så længe det balanceres ift de andre mineraler. Kig så på kobber, og sørg for at de får minimum 150 mg i døgnet. Men så længe du ikke kender jernindholdet i dit hø, kan det faktisk give mening at gange med to, og altså give 300 mg kobber.
Det bedste er at bruge et foderprogram, som for eksempel SundHest. Det er ikke specielt dyrt. Personligt har jeg på denne måde fundet at equsana minivit i lidt høj dosis fungerer godt. Sikre at hesten slikker på sin saltsten, ellers skal den også bruge fodersalt (de fleste heste har faktisk godt af ekstra fodersalt, da de ikke slikker nok på saltstenen, men det kan jo være lidt udfordrende hvis ikke man giver krybbefoder).
5) Underlag: Dybstrøelse, der ikke kan pakkes, eventuelt udenfor i en sandbunke af den rette kvalitet. (Støbesand, den slags som de har under gynger osv er super.) Også gavnligt med tørv eller halm – det er kun godt hvis de lægger sig ned og bliver liggende.
6) Metformin før alle måltider kan give mening på grund af blodsukkeret. Tildren for hovbenet er også en mulighed (Tildren stopper nedbrydning af knogle).
7) Nødvendig smertelindring. Men vi vil gerne have fuld kontrol over situationen, så hesten eller os selv ikke gør noget forkert, så husk at smertestillende kan give os en falsk tryghed vi skal være obs på.
Post-akut håndtering
Hvornår den akutte fase er overstået er meget varierende og siger iø ofte noget om alvorlighedsgrad og dermed prognose. Jo længere tid der går før den akutte fase er overstået, jo dårligere prognose. Prognosen anses traditonelt for væsentligt mere forsigtig hvis hesten er halt udover 10-14 dage. Vær dog opmærksom på at den akutte fase kan blive “kunstigt” forlænget sfa dårlig eller forkert håndtering, hvorfor man ikke kan sige 100% firkantet at et langt akut forløb giver dårlig prognose. Det kan først rigtigt vurderes når den korrekte behandling iværksættes. Feks skal det ikke undervurderes hvor stor negativ effekt det har hvis hoven ikke bliver korrekt beskåret og håndteret.
Test for metabolske lidelser
De fleste tilfælde af forfangenhed skyldes en metabolsk lidelse. Test evt for Cushing (PPID) og EMS (hvis hesten er overvægtig kan du dog tillade dig at antage den har en vis grad af EMS uden at teste). Begge dele skal testes efter den akutte fase, da smerte påvirker værdierne. Cushing giver mest pålideligt svar om vinteren.
Håndtering af hoven
De forfangne hove kan i mange tilfælde have bedst af at blive håndteret barfodet, især i starten hvor sømning og det at løfte benene i den tid det tager at få skoen på simpelthen gør for ondt – men i mange tilfælde giver skoen nogle muligheder som bare fødder ikke giver, for eksempel i forhold til at at undgå præs på sålen under hovbenet (ved at løfte sålen op fra underlaget), stimulere bagsiden af hoven til at bære (med sål, heartbar, pakning), skabe ekstra god overruldning i tåen etc.
Kiler:
Personligt har jeg til gode at se de gode effekter af kiler, muligvis fordi de næsten altid bruges forkert. Helt akut har man traditionelt stillet hesten på kiler. Dette er udelukkende for at FOREBYGGE rotation – ved mere end 5 graders rotation skal de ikke længere bruges. Rotationen sker oftest i løbet af de første 3-4 uger, men hvornår den er blevet mere end 5 grader er umuligt at afgøre uden røntgenbilleder.
Kilerne øger potentielt blodperfusionen til foden akut INDEN rotation – men efter rotation giver kilerne yderligere pres på hovbenets spids og kan være med til at sende hovbenets spids gennem sålen, give smertefulde blødninger og generelt betydeligt forværre forløbet og dermed forringe prognosen. Så brug kiler med omtanke!
Billede: Den tiltænkte effekt af kiler – øget blodperfusion kan ses i den dorsale hovvæg på venogrammet (dette laves ved at en røntgentæt væske sprøjtes i blodet lokalt i benet, så blodperfusionen kan vurderes). Når blodtilførslen er dårlig, er der risiko for nekrose (vævsdød), bylder, større rotation etc. Billedecredit: Dr Sammy Pitman.
Full roller shoe
Denne bruges af nogen helt indtil hesten skal begynde at rides, eller indtil de har tilstrækkelig stabilitet i væggen til at komme over på et almindeligt beslag. Jeg har ikke selv erfaring med denne skoning, og mener det kræver en yderst dygtig smed at gøre dette korrekt.
Bedre end kiler, er efter min mening en “steward clog”, som er en høj træsko der især bruges i USA, som kan skrues på mens hesten står på benet, og som har en virkelig god overruldning.
Læs mere her, hvor der også er links ud til andre sider med masser af info og billeder: https://www.thelaminitissite.org/realigning-trim.html
Disclaimer: dette bør kun laves med røntgenbilleder, da man ellers ikke ved hvor langt tilbage overruldningen skal startes, og så er man lige vidt. En roteret hov kan IKKE aflæses som almindelige hove – mange af de ydre vurderingspunkter er forkerte pga rotationen. Dette er ikke et standard job hvor den ene hest ligner den anden, men et job hvor man skal tage sig tid – kigge nøje på røntgenbillederne, gerne forberede sig med en god kop kaffe aftenen inden man kommer ud til hesten, lægge en plan, men til enhver tid være åben for at ændre undervejs. Rasp gerne lidt ad gangen, kig på røntgenbillederne igen – og vurder hestens reaktion undervejs. Tag hellere for lidt end for meget, og tag lidt ad gangen. Lad være med at være verdensmester – det er ok at være usikker, det er ok at spørge en kollega, det er ok at tage sig tid. Hvis ikke man har tiden og interessen, er det bedre at henvise. Dette gælder både smede og dyrlæger.
Den første spæde de-rotationsbeskæring laves allerede den første uge i det akutte forløb som beskrevet tidligere: dragterne sænkes og tåen afrundes. Dette laves uden røntgenbilleder, da hoven ikke roterer helt akut, og hoven derfor kan aflæses mere normalt i starten. Men efter de første 3-4 ugers akutte forløb, har hesten som regel brug for opstart af deroterendebeskæring og beslag udført efter røntgenbilleder. Forudsat der er kommet styr på årsagen til forfangenheden, er hoven nu som regel “færdig roteret”, og røntgenbillederne viser derfor et retvisende billede af situationen.
Princippet i de-rotationsbeskæring er at hoven skal ned i dragterne for at normalisere vægten fra hovbenet på sålen. Især er dette vigtigt for at stoppe det smertefulde pres fra hovbenets spids på sålen samt for at normalisere blodcirkulationen og hovens nye vækst. Overruldningen skal ideelt tilbage så den starter under hovbenets spids – dette forebygger yderligere rotation og hjælper med at lægge hestens vægt korrekt ned i den bagerste del af hoven.
Elementer i de-rotationsbeskæring og beslag (Hvis hesten er tilstrækkelig komfortabel, kan det gøres barfodet – men du skal bruge en virkelig dygtig og dedikeret barfodstrimmer samt have boots og tykke indlæg med forskellig hårdhed klar).
Brug hoven BAG centre of rotation (COR), dvs primært strålen, til at bære hestens vægt.
Aflast væggen fuldstændigt i tåen, men ikke i tå-quarters til en start – da sålen foran strålens spids IKKE må komme tættere på underlaget.
Lad sålen være fri/åben fra lige bag stråletip og frem. Hvis der bruges fuldsål, bør denne slet ikke fyldes med noget foran COR, hellere ikke en blød silikone pakning. Min erfaring er at selv det letteste tryk fra en pakning kan give trykninger med fatalt udfald.
Rør SLET ikke sålen foran strålespidsen med en kniv. Dette skal tages meget bogstaveligt. Igen har jeg oplevet fatale udfald fordi der lige hurtigt blev renskåret blot 1-2 mm af de måske 4-5 mm sål hesten havde tilbage. Det kan synes af en bagatel når det hurtigt fjernes, men det er ingen bagatel. Lidt hysteri fra smedens side vil være godt her. Bevar sålen under hovbenet!
skoens overruldning skal starte under hovbenets tip – få taget rtg billeder så dette gøres korrekt.
Eksempel på beslag med fokus på bæring i den bagre del af hoven. Det er efter min mening vigtigt i arbejdet med forfangne hove at der bruges DIM pakning (dental impression material) pga dennes stødabsorberende evner – og ikke silikone, der efter min mening enten er for blødt eller for hårdt, og mangler fleksibilitet og stødabsorption: (Denne hov er ret langt i korrektionsforløbet, og er derfor ikke længere særligt afrundet i tåen).
Alternativ mulighed. Bemærk den kraftige afrunding af skoens tå – hvilket er vigtigt i starten. En heartbar er dog bedre end denne løsning, for at sikre maksimal bæring på strålen:
Eksempel på fuldstændig fritlægning af tåen, en beskæring der forebygger yderligere træk i lamellerne og dermed yderligere rotation:
Eksempel på tilbagetrækning af overruldning samt fritlægning af tå ifm de-rotationsbeskæring. Dette laves ud fra røntgenbilleder men også ud fra direkte aflæsning af hovens balance mens man står med den – og kræver en dygtig smed der forstår at aflæse hoven og/ eller beskære efter røntgenbilleder. Ofte laves dette i samarbejde med dyrlægen der har taget røntgenbillederne. I dette tilfælde tages hoven også mest muligt ned i dragterne som led i at de-rotere hovbenet og dermed fjerne pres fra hovbenet på sålen:
Eksempel på beslag med åben tå som et af de første beslag når derotation opstartes. Dette er VF, mens ovenstående fod er HF, billederne er fra samme dag.
Efterfølgende afrunding af ovenstående tå. Jeg anbefaler egentlig kun at runde de nederste få centimeter for ikke at gøre væggen svag – men denne hest var stadig meget taknemlig for beskæringen, og kom sig iø fuldstændigt. Lamellerne man kan se er de døde lameller efter rotationen. Årsagen til at det kan være nødvendigt at afrunde helt derind, er udover at balancere hoven omkring COR, også at åbne for bylder, som ofte udvikles når lamellerne dør og afstødes.
Ved ægte sinkers anbefales resektion, dvs at man skærer noget af væggen helt væk, gerne oppe ved kronranden. Dette er ikke noget jeg personligt har erfaring med at arbejde med.
Tag endelig kontakt hvis du har brug for hjælp med en forfangen hest.
Spørgsmål til grenselandet mellem halt og rentgående, og hvorfor mange venter så længe med at tilkalde dyrlæge – et spørgsmål oprindeligt besvaret i Facebook gruppen “spørg hestedyrlægerne” (lidt opdateret).
Jeg er sådan set helt enig i at en hest enten er halt eller også er den ikke. Kan fortælle at der er mange hesteskæbner der både lider og ender deres dage pga opfattelsen om at hesten ikke er halt, “men bare ikke vil træde helt på benet”… Jeg ser stadig alt for ofte heste der har været halte for længe før der søges dyrlæge og forsøges stillet en diagnose… Ser også ofte heste, eller især ponyer, der bryder ned efter træneren har forsøgt at ride igennem en stivhed på den ene volte – fordi stivheden viser sig at have været en begyndende skade…
Men det sagt, så ER det virkelig svært når haltheden er lavgradig. Mange ejere har også oplevet at tilkalde dyrlæge fordi de fornemmer at noget er galt, men at dyrlægen ikke kan se haltheden, og man derfor bliver sat til at ride videre indtil hesten er halt. Det er nemlig sådan at hvis hesten er så lidt halt at vi ikke kan blokere den ud – dvs være overbevist om hesten er blevet mindst 80% bedre efter en lokalbedøvelse – så kan vi faktisk ikke bruge denne teknik (lokalbedøvelse). Og så er det stort set umuligt for os at stille en diagnose… Så det er OGSÅ en af årsagerne til at mange gerne trækker den til hesten er tydeligt halt, faktisk også med dyrlægens velsignelse…
Problemet er at mange skader som sagt bliver væsentligt mere alvorlige i denne proces. Så jeg vil gerne slå et slag for at man får en ikke-optimalt-fungerende hest grundigt halthedsundersøgt tidligt i processen – når ejer mærker en negativ ændring i hesten, er der næsten altid en smerterelateret grund. Men derfor er et alternativ også (og iø et alternativ man tit bør benytte sig af, især med den unge hest), at man giver den 2-3 uger med kun skridtmotion, igen snarere end at øge intensiteten for at få haltheten frem. På denne måde kan man forebygge at en begyndende overbelastning, lad os sige feks lidt væske og hævelse i en gaffelbåndsgren, bliver til en gaffelbåndsskade der skal have mange måneders ro (og i nogle tilfælde faktisk aldrig kommer sig).
Hvis man får hesten undersøgt tidligt, er det vigtigt at forstå at det ikke er nok at dyrlægen har 10 min ledig til at se hesten. Jeg vil opfordre til at man i disse tilfælde grundigt undersøger hesten – og derfor husker at bestille tid til netop dette. Eventuelt/helst kører den på klinik, hvor den kan ses på forskelligt underlag. Den skal ses på både blødt og hårdt underlag, på både stor og lille cirkel, lige ud og i bøjeprøver. Alt på benene skal mærkes efter. Iø også ryg og hals.
En anden ting jeg oplever, er at skævheder i muskulaturen anses som primær diagnose. Men musklerne er for det meste bare sladrehanke. De afslører hvad hesten aflaster og hvad den overbelaster. Skævheder i skuldrene er sjældent en primær lidelse. De er en konsekvens af at hesten har aflastet/belastet i længere tid. I nær sagt alle disse tilfælde sidder forklaringen i smerter et sted i benet.
Det med haltheder og usymmetri i bevægelsen er ikke nemt! For heste har alle sammen en god og en dårlig side fra naturens side. Hvilket godt kan give lidt den samme fornemmelse som en halthed. Der foreligger et studie på aktive sportsheste, hvor 70% slog ud med usymmetri (halthed) på en lameness locator! Er så alle vores rideheste halte? Eller er der alligevel noget der er i et grenseland?
Personligt tænker jeg godt vi kan have usymmetrier uden at der foreligger en egentlig skade. Kunsten ligger i at adskille usymmetri pga muskelstramhed og proprioceptiv skævhed (det jeg vil kalde skavanker) – og smerterelaterede problemer pga en skade der kræver ro og/ eller behandling. En hest med en “skavank” er iø ofte en hest med en eller flere gamle skader, så reelt er heste med “skavanker” i virkeligheden heste i genoptræning, bare ofte relativt langt inde i forløbet.
Så selv om jeg er enig i at en hest enten er halt eller ikke halt. Så er billedet alligevel noget mere broget når man kigger dybere ind i det. Men jeg mener stadig at vi har et væsentligt større problem med at heste bliver diagnosticeret for sent, snarere end for tidligt!
Måske kan vi ændre det til at hesten enten er skadet eller ikke skadet. Altså enten “er der et hul i senen, eller også er der ikke”, sat lidt på spidsen. Men at en hest godt kan være usymmetrisk uden at være skadet. Den største forskel på de to, er nok udviklingen i forløbet. En hest bliver ikke lige pludselig eller snigende mere og mere skæv. Det er noget den er, og som vi konstant arbejder med i træningen. En ikke-skadet hest bliver snarere mere og mere lige af den træning vi lægger i den. En skadet hest derimod, viser en gradvis eller pludselig ændring mod noget der er mere skævt end det tidligere har været – og det er her man skal reagere, og ikke bare ride videre.
Mvh Tone Lygren Troldborg, dyrlæge og veterinær kiropraktor
Følgende er nogle tanker jeg går og grubler over for tiden… Det er altså ikke færdige teorier eller nogen endelig sandhed, men nogle tanker jeg håber vil føre frem til min egen sandhed omkring træningen af hest – med tiden.
Jeg har selv været omkring heste siden jeg var 7-8 år gammel, dvs i ca 25 år. Så jeg tænker det er på tide at finde ud af hvad dette forhold som jeg sætter så utrolig meget pris på, egentlig går ud på 😉 Nu har jeg allerede i en del år arbejdet på at regne ud hvordan hesten som fysisk enhed fungerer – hvordan den bruger sine muskler, hvordan dens balance fungerer stillestående og under bevægelse, hvordan man kan se om hesten bevæger sig korrekt, hvordan man kan se på dens muskelsætning at den ikke bevæger sig korrekt. Og hvorfor vil en hest overhovedet vælge at bevæge sig “ukorrekt”? Det er her min interesse i hestens fysiske velbefindende er kommet ind. Hvis hesten har ondt vil den med stor sandsynlighed hellere ikke bevæge sig korrekt. Hvorfor? Fordi det at aflaste det smertefulde område har højere prioritet end alt andet. Det kender vi også fra os selv. En forudsætning for at bevæge sig korrekt er altså at man har sunde ben at gå på, en smertefri ryg, udstyr der passer og tænder der fungerer som de skal, uden for eksempel at give sår i ens kinder…
Sideløbende med disse analyser af hesten som en fysisk enhed har jeg selvfølgelig arbejdet på at finde ud af hvordan vi så får hesten til at bevæge sig på denne korrekte måde, gennem ridning og træning. Jeg er dyrlæge, og mit primære mål er at hjælpe med at bibeholde og genoprette så sund og smertefri en hestekrop som muligt. Men uden at forstå hvordan man får hesten til at bruge sin krop på en sund måde, kan dette blive en næsten umulig opgave.. Det er derfor helt essentielt at vide noget om træningen hvis man virkelig vil hjælpe heste og ryttere.
Men det jeg vil tale om her, er ikke hesten som en fysisk enhed. Eller det vil egentlig sige at jeg her vil forsøge at finde forbindelsen mellem det fysiske og det mentale – for det er kun gennem denne forbindelse opgaven med at skabe en sund atlet er fuldendt. I mine øjne.
Grundtanke
Mennesket har ingen grundlæggende ret til respekt, lydighed eller anden underkastelse fra hestens side.
Mennesket kan udelukkende gøre sig fortjent til hestens vilje til at samarbejde.
Målet med vores træning er hverken hestens underkastelse eller dens ubetingede lydighed.
Målet er at skabe et rum hvor hesten ønsker at samarbejde, hvor hestens instinkter og natur kan bibeholdes og udvikles på sådan en måde at hesten selv føler den får noget ud af arbejdet.
Hvis vi lykkes med at skabe dette rum vil vores muligheder med denne hest kun være begrænset af det unaturlige. Det vil sige at vi som menneske bliver nødt til at forstå hestens natur, for kun heri kan hesten udvikle sit fulde potentiale som en sund atlet.
Forstå hestens natur
For at kunne træne en hest uden at påføre den unødig smerte og frygt må vi forstå dens natur. Hvad vil det sige at være hest – hvad foregår inde i dens hovede? Hvad motiverer den, hvad skræmmer den osv. Helt grundlæggende og overordnet er hesten dybt styret af én ting:
BALANCE
Dens motivation, velbefindende, stolthed, glæde, men også frygt og ubehag er meget tæt knyttet til hestens balance. Men for at forstå HVORFOR hesten er så grundlæggende knyttet til sin balance, må vi forstå et dybere aspekt i hestens natur. At flygte er hestens eneste mulighed for at overleve i en verden hvor livet hver dag og til enhver tid kan ende som et andet dyrs måltid. Rovdyr har til gengæld sin egen metode til at overleve. De sniger sig ind på sit byttedyr og sørger for først at springe frem fra sit skjul når hesten er så tæt på at den forhåbentlig ikke kan nå at vælge den rigtige retning eller få farten op hurtigt nok til at komme væk. Den hest der hurtigt kan få overblik over situationen, kan samle sine ben op og styre sin 500 kg’s krop i den modsatte retning af rovdyret, vil overleve. Jo bedre balance hesten har, jo hurtigere vil den kunne ændre kroppens retning og speede op. At have en god balance betyder altså alt for heste.
Modsat, og næsten endnu vigtigere når vi taler om menneskets træning af hest, betyder det at ikke have kontrol over sin balance det samme som at være i konstant livsfare.
Træningsprincipper
Da opbygningen af en fysisk sund atlet netop baserer sig på at perfektionere ens balance til det ekstreme – er jeg utrolig glad for at vide at hesten har præcis den samme motivation i livet som jeg har for min træning af den! Der er med andre ord ingen forskel i hestens ønsker og mine – og ud fra denne grundlæggende tanke mener jeg at et meget smukt og godt samarbejde kan opstå. Uden tvang og uden at frarøve hesten dens naturlige instinkter, vilje, frihedsfølelse eller livsglæde. Selvfølgelig lyder det noget nemmere end det er i virkeligheden. Men når man går lidt dybere ind i denne tanke og virkelig forstår den, tror jeg ens fremtidige træning af heste vil blive meget mere positiv.
Jeg ønkser altså at hesten skal beholde og udvikle dens natur. Jeg ønsker mig ikke en nikkedukke der gør præcis hvad jeg befaler, som underkaster sig mig eller som sætter sit eget velbefindende på spil for at tilfredsstille mig. Sådan en hest vil alligevel aldrig blive en rigtigt smuk atlet. Jeg ønsker en hest som kommunikerer med mig, gerne klart og tydeligt. Jeg vil med andre ord aldrig straffe hesten for at fortælle mig hvordan den har det. Jeg vil snarere selv gå i tænkeboks – og lære at forstå dens signaler så jeg bedre kan tage hensyn til dem.
Godbider eller ej? Godbider kan være gode til helt grundlæggende at overbevise hesten om at man ikke er et rovdyr der har tænkt sig at spise den. Men som regel kan denne grundlæggende tillid dog nemt opbygges uden godbider. Godbider kan også være gode til at give positiv feedback til hesten i tilfælde hvor man ikke har andre muligheder. F.eks. kan det være svært at forklare en hest at den skal gå ind i en hestetrailer hvis den synes den er frygteligt skræmmende. I dette tilfælde kan godbiderne virke som en betaling for hestens indsats.
Men godbider har en meget stor og vigtig bagside… Godbider kan få hesten til fuldstændigt at give afkald på sin egen integritet. Med dette mener jeg at man med intelligent brug af godbider, f.eks. gennem klikkertræning kan få en hest til nær sagt hvad som helst.
Hvordan bringe hesten i bedre balance
Jeg er ikke en hest – derfor er jeg afhængig af at hesten giver mig tydelig feedback. Jeg ønsker at få ad vide hvornår hesten opnår bedre balance og hvornår den føler ubehag og falder ud af sin balance. Når hesten fortæller mig at den har fået en dårligere balance (feks ved at slå fra), er det min opgave som et tænkende individ at hjælpe hesten med at genfinde sin balance. Indtil hesten forstår at min motivation er at hjælpe den med at finde sin balance kan der dog opstå mindre konflikter. Her bliver det essentielt som hestetræner at:
Forstå hvordan hestens balance fungerer i bevægelse. F.eks. ved jeg at heste finder en bedre balance på cirklen ved at løfte sin ryg og bøje sig sideværts i cirklens retning og størrelse. Jeg kan med andre ord hjælpe hesten til bedre balance ved at bruge cirkler i en størrelse afpasset hestens niveau. Hvis hesten løser opgaven korrekt, får den en bedre balance, og forstår på den måde stille og roligt at jeg har gode hensigter med min træning – at jeg er på hestens side så at sige. På den måde bliver den unge hest mere og mere positivt indstillet til at følge mine signaler.
Forstå at hvis balancen først er tabt, så handler det ikke om at hesten er ulydig eller ikke ønsker at gøre som man siger. En hest med tabt balance vil rent fysisk vise sig som en hest der slår fra, bliver stiv og i sidste ende løber eller bukker – hvis den bliver tilstrækkelig desperat. Jo yngre hesten er, jo mindre skal der til før den bliver desperat. Dette gør hesten udelukkende pga sit overlevelsesinstinkt – det er farligt for den at være ubalanceret. Hvis rytter straffer eller bliver urolig/ aggressiv ovenpå hesten, får hesten et yderligere problem – et rovdyr på dens ryg. Med denne erkendelse er det ikke svært at forstå at man aldrig må prøve at straffe, trække eller sparke sig frem til en hest der går korrekt.
Træneren har med andre ord som sin ypperste opgave igen og igen at vise hesten at han/hun er på hestens side – ved kun at præsentere hesten for opgaver der bedrer dens balance. Kun på den måde vil hest og menneske få et smukt samarbejde til gavn for begge parter.
Som hjælp til at uddanne hesten korrekt, har vi heldigvis et genialt arbejdsredskab – som netop tager udgangspunkt i at bibringe hesten i bedre og bedre balance – træningsskalaen.
Denne kan man med fordel studere nøje igen og igen – og tænke over hver gang man ryger ind i problemer i hestens uddannelse. Træningsskalaen skal ikke forstås som en lige linje af elementer, men en cirkel af elementer som man arbejder sig igennem hver gang hesten trænes – ofte igen og igen. Rækkefølgen skal dog forstås sådan at man ikke kan arbejde korrekt med et højere element hvis et lavere element ikke virker. Især skal man dvæle ved elementet “løsgjorthed” som er det andet element efter “rytme”. Hvis hesten ikke er løsgjort kan man ikke arbejde korrekt med kontakten, med afskub, med ligeudretning eller med samling. Løsgjorthed er for mig derfor den “nulstillingsknap” jeg altid skal kunne finde tilbage til når noget går galt. Når hesten først forstår dette – at rytteren alltid bringer hesten tilbage til en løsgjort position frem ned hvis ting bliver for svært, så er samarbejdet for mig fuldendt. Når hesten virkelig har forstået dette, så har man ikke kun et redskab til at løse alle problemer, så har man også sørget for at uddanne hesten på en bæredygtig og etisk forsvarlig måde.
For at vurdere hestens balance i et øjebliksbillede, samt vurdere hvordan kontakten eller en anholdende hjælp vil indvirke på kroppen i dette øjeblik, har vi brug for at vide tre ting;
1. Hvilken vinkel har rygraden? Dette illustreres med den blå streg som er tegnet op fra det udvendige hoftehjørne til den nederste halsvirvel. Har den sin naturlige nedadgående, en mere uddannet lige eller en samlet/løftet vinkel?
Den blå linje fra nederste halsvirvel til udvendige hoftehjørne – denne repræsenterer ryggens hældning (da der kun er to punkter til at tegne linjen skal man også lige checke at ryggen også følger linjen, i modsætning til at f.eks svaje nedad mellem de to punkter).
2. Hvilken vinkel er der på en lige linje mellem hestens mund (bid) og hestens hofteled (bagben). Denne vinkel siger noget om hvordan hesten vil opleve (og reagere) på kontakt eller en anholdning i tøjlen og illustreres med den røde streg.
Forbindelsen mellem mule og bagben.
3. Hvordan forholder disse linjer sig i forhold til hinanden.
F.eks; hvis linjerne krydser hinanden så vil en anholdende hjælp ikke kunne modtages tilbage i hestens bagben, men vil snarere sætte sig som en ekstension (sænkning) af brystkasse og/eller lænd.
Eksempel to; hvis hestens mund er placeret lavere end hestens hofteled (den røde linje har en nedadgående vinkel), vil man hellere ikke have forbindelse til hestens bagben, men snarere til overgangen mellem hoved og hals. Det betyder at selv en ret let bidkontakt i denne lave position kan få hesten til at lægge sig bag biddet. Når hesten ligger bag biddet får den som regel ikke bagbenene ordentligt med, og den lærer at tænke bagud snarere end fremad. Derfor bør man med en hest i frem-ned position fokusere ekstra meget på at lære hesten at strække FREM til tøjlen (drive den frem til en meget let kontakt) samt reagere på halve parader udført fra sædet snarere end fra tøjlen (så den lærer at bremse med bagbenene indunder sig snarere end bare at lægge sig bag lod når der tages i tøjlen).
Man kan først begynde at samle hesten med success når den kan løfte brystkassen så rygraden (den blå linje) er lige samtidig med at mulen er på linje med eller højere end hofteleddet (den røde linje har en lige eller svagt opadgående vinkel). Altså når hesten er kommet til balanceniveau 2, se forklaring i næste afsnit.
Man taler om 3 balanceniveauer:
Balanceniveau 1: Hestens naturlige balance. Remontehesten, eller med andre ord den unge hest under uddannelse, der endnu balancerer på forparten hvor den blå linje er nedadgående. Dette er helt normalt for den unge hest, så vi skal ikke være kede af at vores hest starter uddannelsen sådan – det gør alle heste. Faktisk bliver mange heste i denne position meget længe – og faktisk er netop dét mange gange årsag til at der opstår problemer for hesten i den videre uddannelse. Selv om det er OK at hesten starter uddannelsen her, så er det vigtigt at den hjælpes til det næste balanceniveau, hvis de mere avancerede øvelser skal kunne udføres korrekt. For at hjælpe hesten bedst på vej videre, skal vi være nøje med at den blå og den røde linje får lov til at være parallelle i videst mulig udstrækning – i bund og grund betyder det bare at vi ikke må bede om en højere holdning fortil, end hesten er klar til at bære i kroppen.
Balanceniveau 1 – den unge hest i remonteholdning. Læg mærke til at de to linjer er parallelle – dvs hesten går ikke højere fortil end den (endnu) kan bære med bagparten. På denne måde kan den udvikle styrke i bagparten uden at falde ned i brystkassen. Hest/Rytter: Shaheena/Tone.
Balanceniveau 2: Den velbalancerede hest der efter (ofte et par års) uddannelse har lært at gå balanceret med en løftet brystkasse. Hvis man kommer hertil, har man formået at uddanne sin hest så den bliver så stærk og holdbar som muligt. Alle heste uanset disciplin bør uddannes hertil, da sådan en hest har lært at bære sin rytter korrekt. Man behøver ikke bekymre sig om at komme videre herfra for hestens holdbarheds skyld. Kun hvis man ønsker at uddanne sin hest videre indenfor dressuren og derfor ønsker at samle hesten yderligere, behøver man bekymre sig om at komme videre til balanceniveau 3.
Balanceniveau 2 – dog er halsen og hoved-hals-positionen en lille smule for sammenklemt (første halsvirvel skal være øverst, mens Aranka her knækker omkring C2-C3). Hest/Rytter: Aranka/Tone.
Balanceniveau 2 (på vej mod 3). Hest/rytter: Amigo/Alexandra Myhren.
Balancenivaeu 2. Hest/rytter: Akasha/Tone.
Balanceniveau 3: Den samlede hest, der udover at løfte brystkassen, også sænker bagparten – således at ryggen (den blå linje) får en opadgående hældning. Også her er det vigtigt at de to linjer ikke krydser hinanden. Dog er det mere almindeligt (og OK) at linjerne ikke længere er helt parallelle, da hesten ofte går lidt højere fortil end den tilsvarende sætter sig bagtil.
Jeg har desværre ikke selv nogle billeder af en hest i balanceniveau 3 – men send endelig et billede til mig af din samlede hest hvis du ønsker at den skal pryde artiklen! 🙂
“Det er universelt anerkendt at nøglehændelsen i laminitis er kollaps af SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng/støtteapparat).” – Chris Pollitt
Der findes tre måder hvorpå dette kan ske:
Septisk shock/ endotoxinæmi (blodforgiftning) som følge af alvorlig inflammation og/eller infektion (som tilbageholdt efterbyrd, kraftig tarmbetændelse, høj feber, alvorlig lungebetændelse).
“Supporting limb laminitis” – efter længere tids mekanisk overbelastning af et ben (f.eks pga alvorlig halthed i et andet ben).
Hyperinsulinæmi (forhøjede insulinniveauer i blodet) – sfa. kortisonbehandling eller endokrine lidelser så som EMS (Equine Metabolic Syndrome), Cushings/PPID.
Da op til 90% af alle forfangenheder har baggrund i hyperinsulinæmi, er det her vi lægger vores fokus i denne mini-artikel.
Den normale hov
Hovens anatomi er meget kompleks, men vi vil her forsøge at give et enkelt overblik for den almindelige hesteejer.
Hovbenet er en knogle, hvorpå der er underhud (levende bindevæv; hvor blodkar kommer ind og forsyner hoven med næring) og overhud (selve hovvæggen, også kaldt hovkapslen). Underhud og overhud er komplekst bundet sammen via fingerlignende projektioner, kaldet lameller. Hovbenet har derudover forbindelse til hovkapslen via et ophængssystem (støtteapparat) i underhuden kaldet SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx). Via dette ophæng overføres hestens vægt til hovvæggen – således at hestens hovben ikke presses direkte ned mod sål og underlag, men snarere fordeles i hele hoven via hovvæggen (se fig. 1).
Fig. 1 – Illustration af den normale hovs SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng) i gennemtrædningsfasen.
Det nye horn bliver primært dannet i nogle tubulære (rørformede) forbindelser mellem underhud og overhud placeret i kronranden, ved hovbenets spids og i hele sålen (se fig. 2).
Fig. 2 – Dannelse af nyt horn sker primært fra tubulære strukturer i kronrand, hovbenets spids samt i hele sålen.
Overhuden (selve hovkapslen) består inderst af en basalmembran og et lag basalceller. Disse celler deler sig hastigt for at danne det nye horn. Cellerne har et kraftigt indre skelet, “cytoskeleton”, der stabiliserer cellen og placeringen af dens kerne, samt hemidesmosomer og desmosomer der forbinder cellerne tæt til hinanden og til basalmembranen. Dette er vigtigt at vide da det er netop i disse strukturer det går galt når hesten bliver forfangen.
Energimetabolismen i hoven – den lidt nørdede udlægning af problemet
Energimetabolisme i den normale hov
Der er ingen eller meget få insulinreseptorer i cellerne i hoven. Derimod er der nogle insulin-uafhængige (GLUT) receptorer som sørger for at cellerne får den energi de skal bruge (glukose/sukker) – hovens celler har nemlig et meget højt energiforbrug. Men når der ikke er nogen insulinreceptorer i hoven, hvorfor giver et højt insulinniveau så problemer? Når ikke der er insulinreceptorer i cellerne, burde cellerne være “immune” overfor blodets insulin. Forklaringen ligger i nogle receptorer der hedder IGF-receptorer, altså en receptor der normalt binder til IGF-1 (Insulin-Like Growth-Factor-1). Som navnet indikerer, har IGF-1 insulin-lignende virkning på cellerne. Men modsat insulin, som sørger for at cellerne optager glukose, sørger IGF-1 for at cellerne deler sig og bliver til flere. Da cellerne i hoven deler sig meget for konstant at danne nyt horn, giver det mening at der er mange IGF-1 receptorer.
Energimetabolisme i den forfangne hov
Når koncentrationen af insulin i blodet stiger til over et vist niveau (som det ses efter et måltid med meget sukker/stivelse eller hos heste med insulinresistens/EMS), bliver IGF-receptorerne i hoven (fejlagtigt) følsomme for insulinet, og binder insulinet. Dermed sættes delingen af cellerne i hoven op på turbo-niveau – faktisk præcis lige som man ser ved cancer (kræft). De hurtigt delende celler taber deres indre skelet samt forbindelserne mellem cellerne (i alvorlige tilfælde tabes også forbindelsen til basalmembranen). Lamellerne vokser dermed og bliver meget lange, støtteapparatet bliver strakt og ødelægges – den sirligt og genialt opbyggede hov taber på denne måde sin struktur og hestens vægt kan derfor ikke længere fordeles ud til hovvæggen via støtteapparatet. Hovbenet præsses i stedet direkte ned i sålen, især i tåen, mens hovbenet roterer og/eller synker inde i hovkapslen – i alvorlige tilfælde oplever hesten hermed en ekstrem smerte (se fig. 3).
I milde tilfælde bliver hesten kun øm på ujævnt underlag, mens den i de mest alvorlige tilfælde slet ikke kan gå. Mange heste vil i alvorlige tilfælde forsøge at aflaste tåen ved at strække forbenene fremad.
Fig. 3 – Illustration af den forfangne hovs SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng) i gennemtrædningsfasen. Lamellerne forlænges og støtteapparatet giver efter. Der kan tydeligt ses at hovbenet synker i kapslen og der således lægges et enormt præs i hovens tå.
Opheling efter forfangenhed
Vi vil i denne artikel kun kort omtale behandlingen af forfangenhed. Jo tidligere man opdager at der er problemer, jo bedre chancer har hesten for at blive rask. I de helt akutte stadier har det meget stor værdi at afkøle benene (gerne isvand op til forknæ/has) – dette kan foretages i de første 72 timer. Så snart det er muligt, bør der pålægges en sko med overruldning tilbage omkring hovbenets spids, mens området under tåen (hvor hesten oplever mest pres/smerte) bliver fritlagt. Der er faktisk ikke videnskabelige beviser for at smertestillende er vigtigt for at hesten heler op – men det er dog uanset nødvendigt i de fleste tilfælde af hensyn til hestens velfærd. I de akutte stadier skal hesten bevæge sig mindst muligt for at forebygge rotation/synkning af hovbenet. Rotation/synkning sker normalt i løbet af den første måned efter det akutte tilfælde – vi anbefaler derfor først at få taget røntgenbilleder efter 3-4 uger. Så snart hesten er komfortabel er det en fordel med kontrolleret bevægelse for at forbedre blodflowet til hoven samt nedsætte insulinniveauet i blodet.
Sidst men ikke mindst, er det helt essentielt at analysere sig frem til årsagen til forfangenheden. Hvis hesten har en underliggende endokrin lidelse, kan det være til stor hjælp at få stillet denne diagnose, da man så både kan forebygge nye tilfælde ved kost- og motionsændring, samt medicinere hesten hvis dette skønnes nødvendigt. Vi har i dag meget gode muligheder for at håndtere den insulin-inducerede forfangenhed, og i langt de fleste tilfælde kan hesten blive en velfungerende ridehest igen med den rette behandling og forebyggende tiltag.
Har du en ung hest og er usikker på hvornår du skal begynde at træne den? Bange for at overbelaste den ved at starte for tidligt? “Fear No more” og start du bare forsigtigt at træne din hest! Den har kun godt af at lave noget mens den er i vækst. Lige som alle andre dyrearter (inkl mennesket). Den skal stadig have masser af tid til restitution, og belastningen skal tilpasses dens muskel- og knoglemasse. Men det er NU, mens hesten er ung og i vækst, du har chancen for at styrke dens knogler, brusk, sener ..!
2 år: 1-2 dage om ugen (eventuelt 1 dag første halve år, 2 dage andet halve år). Let longe, trækketure etc. Lær hesten at være løsgjort og give efter frem-ned mens bagbenene svinger godt indunder den. Ingen ridning, men at have en rytter oppe at sidde 5-10 gange i løbet af efteråret, er helt ok. Her taler vi om 5-10 minutters ryttertilvænning bare. Her skal man selvfølgelig vurdere om hesten er fysisk klar til det, og rytter skal være let ift hesten – 10-15% af hestens vægt. Dvs med små racer, bør ryttertilvænning vente.
3 år: 2 dage om ugen første halve år, derefter 3 dage. Hvis alt går godt kan der lægges en 4. meget let træningsdag mere ind sidst på året. Ryttervægt dog kun 1-2 dage om ugen de første 6-8 måneder af det 3. år, kun ca 20 min med rytter, og forbudt at “arbejde med hovedet/trække i tøjlen”. Resten af træningen skal være afvekslende arbejde – feks løsgørende arbejde på longen, gerne med bomme, ture i naturen, gå i vand, bakker etc. Masser af træk og skridt. Masser af indlæring af signaler, lære at gå løsgjort fremad i god energi etc. Jeg mener det stadig i tredje år er vigtigt med en let rytter, 10-15% af hestens vægt. Er man tyngre, skal man reducere tid under rytter, specielt så længe hesten ikke endnu søger korrekt frem-ned og løfter sin ryg.
År: Hvis hesten blev trænet i sit tredje år, så er den nu klar til 3 dage med ryttervægt plus 1-2 dage uden ryttervægt. Hvis hesten IKKE blev trænet i sit tredje år, anbefaler jeg at starte det 4. år som om hesten var 3. I hestens 4. år kan man gradvist vænne den til at gå med en lidt tyngre rytter, men det er stadig ideelt med 10% og max 15% af hestens vægt. Jeg anbefaler at man tilpasser sit hestekøb efter dette. Jeg ved godt dette er svært at overholde med islændere og små heste/ponyer, men man skal stadig være klar over at det er hårdt arbejde for hesten at bære tyngre rytter, og at man derfor bør tage hensyn hvis man er tyngre, ved at lave mere af arbejdet uden rytter.
Lige så vigtigt som træningen, er at hesten har gode legekammerater på store folde – aller helst i løsdrift. Stilstand i en boks er roden til mange dårligdomme, især når hesten er i vækst.
Al træning af den unge hest skal foregå i intervaller og med fokus på de tre første elementer i træningsskalaen: rytme, løsgjorthed, kontakt. Her er det specielt vigtigt at pointere, at kontakt er noget man fører hesten frem til (rid bagbenene frem til hovedet, ikke hovedet bagud mod bagbenene). Man må aldrig gå ind og terpe øvelser eller ting der er svære igen og igen. Det må man hellere ikke med ældre heste, men med den unge ufærdige hest, giver sådan træning ekstra stor risiko for overbelastning og skader.
De første mange år af træningen er tøjlen “hestens”. Det er altså hesten der bestemmer hvor kort eller lang halsen er. Rytteren arbejder til gengæld på at have en stabil, rolig og dynamisk kontakt der tilpasser sig hesten – og ad den vej søges at arbejde hestens hals lang. Modstand fortil er altid et resultat af ubalance i kroppen – at hesten falder fremad fordi den mangler balance og bagbenene skubber hesten frem på den ene eller begge skuldre. Det er derfor i hestens balance at problemer i kontakten skal løses. Man må aldrig hverken straffe eller forsøge at løse kontaktproblemer fortil – med mindre man synes det er smart at tisse i bukserne for at holde sig varm 😁
Når hesten er korrekt løsgjort og arbejder med korrekt kontakt, vil rytmen være flydende, hovedet vil søge frem-ned, hesten vil kunne ændre tempo og gangart uden at slå fra, bagbenene arbejder godt frem ind under hesten. Underhalsen vil være løs og inaktiv mens musklerne i HELE overhalsen helt ned til manken arbejder (selvfølgelig også i resten af overlinjen, men noget af dette er jo skjult af sadlen). Hesten vil let og flydende følge rytterens signaler fra både sæde, ben og tøjle. Hesten kan nu begynde at afkorte sine skridt lidt og tage lidt mere vægt på bagparten. I denne process begynder hesten at bære hovedet i en højere holdning. Det er altså hestens balance og bæring på bagparten der bestemmer hvordan hesten bærer hovedet. Jo bedre balance hesten får, jo mere kan rytteren begynde at indvirke på hestens form, og jo mere bliver tøjlen også “rytterens”, forstået på den måde at hesten kan justere sin balance IFT den form rytteren rider den i. Hesten rides stadig selvfølgelig bagfra og frem, men rytteren får så at sige mere at have sagt IFT balance og tempo.
Tag gerne en snak med os om træning næste gang vi ses!
Jeg tror på at vidensdeling og information er vejen frem, så det ønsker jeg at bidrage med! Men derfra tilbage til hvad jeg har behov for en debat omkring:
Fig. 1 – Illustration af den normale hovs SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng) i gennemtrædningsfasen.
Fig. 2 – Dannelse af nyt horn sker primært fra tubulære strukturer i kronrand, hovbenets spids samt i hele sålen.
Fig. 3 – Illustration af den forfangne hovs SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng) i gennemtrædningsfasen. Lamellerne forlænges og støtteapparatet giver efter. Der kan tydeligt ses at hovbenet synker i kapslen og der således lægges et enormt præs i hovens tå.