Skrevet af Katja Olsen, 2022.
Da min 8-årige islænder hoppe i foråret 2021 blev diagnosticeret med overbelastning af de dybe bøjesener i begge forben var jeg selvfølgelig knust.Efter denne diagnose fulgte et langt syge- og genoptræningsforløb, som når jeg ser tilbage på det i dag, ikke kun har været svært og langt – men også et forløb som min hest og jeg i fællesskab har fået rigtig meget ud af.
I sådan et forløb er det vigtigt at du har de rigtige sparringspartnere, og at du holder dig til dem.For mig var ”mit team”: Dyrlægen, min underviser og min smed.
Der kommer rigtig mange og velmente gode råd fra mange andre – og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle holde mig til ”mit team” og at vi i fællesskab fik truffet de rigtige beslutninger for min hest og mig igennem forløbet med genoptræning.
Forløbet var indledningsvis fuldstændigt ro i ca. 3 uger, og herefter gåtur hver dag – stort set hver eneste dag.
Det var ikke hver dag jeg syntes det var lige spændende at skulle ud og gå tur i ½ time med min hest – men vi gjorde det.
Det har jeg fået igen mange gange nu.
Inden skadesforløbet havde jeg en hest der var ”lidt vanskelig” – svær at ride ud alene, sensitiv, lidt for nervøs og til tider alt for fremadgående.
De utallige gåture vi havde sammen hen over en periode på ca. 4 måneder får vi nu igen på så mange planer. Min hest og jeg har fået en gensidig tillid, hun stoler på mig, og jeg stoler på hende. Vi kan ride ture – alene – og hun er i det hele taget blevet en helt anden hest. Vi har etableret en kontakt og et bånd til hinanden. Hun er stadig en hest der skal have nye oplevelser i afmålte portioner – men nu kan vi arbejde sammen og nye mål, fordi vi i dag har en gensidig tillid til hinanden.
Arbejdet fra jorden med sin hest kan ikke overvurderes.
Da vi hen på sensommeren sidste år var så langt i forløbet, at vi skulle i gang arbejde under rytter, efter en plan fra dyrlægen var jeg lidt ved at miste overblikket over hvor langt vi var nået uge for uge. Hvad havde vi lavet i sidste uge, hvor mange uger var vi inde i forløbet, og hvad skulle vi i gang med næste uge.
Derfor startede jeg med træningsplan i et excell program. Helt simpelt.
Kolonner med dato og ugedag, samt notater omkring træningen hver dag.
Jeg arbejder i min plan med f.eks. ”ST: Skridttur under rytter”, ”TT: Træktur”, ”RH: Ridehus – Longering og træning fra jord”, ”U: Undervisning”, ”BT: Blandet træning i ridehus”I genoptræningsforløbet kunne jeg planlægge flere uger frem i tid, således at jeg fik indarbejdet den plan dyrlægen havde udarbejdet. I dag kan jeg slet ikke undvære min træningsplan.
Jeg planlægger løbende en uges tid frem – og kan lige få styr på at det passer sammen med arbejde, aftaler med familien osv. samtidigt.
Med min træningsplan har jeg overblik over hvad min hest laver i løbet af en uge – at jeg får planlagt en god og varieret træning, og også at min hest får de hviledage hun har brug for i løbet af ugen.
Løbende laver jeg notater i min træningsplan når der er noget i forbindelse med en træning jeg gerne lige vil huske. Det kan være at min hest har virket meget fremadgående, mere træt en normalt, har haft svært ved en øvelse i ridehuset som vi skal træne igen osv.
Jeg noterer også i min træningsplan hvad jeg skal huske, eller hvad jeg i øjeblikket har fokus på når jeg træner ”BT: Blandet træning i ridehus” – Ofte er det fra min ugentlige undervisning, hvor der er ting min underviser foreslår at have fokus på. Det kan være bedre balance i trav inden for volten, at rytteren skal huske ikke at balancere i tøjlen, igangsætning fra skridt direkte i trav, bedre runding i skridt og trav osv.
En træningsplan skal tage udgangspunkt i hvad din plan er i forhold til din hest og jeres ridning.
Du skal træne med din hest i forhold til hvad det er I gerne vil ride sammen – hvad du gerne vil – og hvad det er din hest kan/foretrækker/er god til.Og vigtigst af alt.
Du må aldrig lave en plan uden at være beredt på at ændre den – lyt til dig selv og din hest.
I det genoptræningsforløb jeg havde med min hest, skete det flere gange undervejs, at jeg var i tvivl om vi gik for hurtigt frem – var der måske lidt reaktion fra hende?Sparring med min underviser og dyrlægen var helt uvurderlig her.
Når jeg var i tvivl og blev usikker, var det vigtigste ikke bare at fortsætte efter planen – men lige et par uge tilbage – og så mærke efter hos hesten og hun var OK.Den usikkerhed jeg undervejs fik, om hvorvidt min hest var ved at ”få tilbagefald” lyttede jeg meget til, og så var det lige at stoppe op i planerne for hvad hun kunne/skulle de næste uger. Stoppe op, og måske lige et par uger tilbage – og så frem igen efter planen, når jeg følte mig sikker på at vi stadig var på rette vej.
Nu er der gået et år siden vi startede på skades- og genoptræningsforløbet, og min hest og jeg er i dag tilbage i fuld ridning, som før hun havde sin skade.
Forløbet har lært mig tålmodighed, og at øve mig i at være bedre til at lytte til min hest, og så har det set i bakspejlet jo egentlig givet hos en ny platform at arbejde videre fra i fællesskab.
Skrevet af: Katja Olsen, Salløv, 4621 Gadstrup
Jeg er 56 år, og har haft min hest Mist siden juni 2019. Mist er en knap 9 årig islænderhoppe.
Jeg var glad ridepige for mange år siden i min ungdoms vår, og har holdt en lang pause hvor det er blevet til mand og børn.
Nu er mine 2 sønner voksne og flyttet hjemmefra, og min mand og jeg er flyttet ”på landet” i omgivelser hvor jeg kan have min hest hvor vi bor.
Sammen med Mist har jeg en lille shetlænder ”Stengårdens Miss Diva” – de 2 holder hinanden med godt selskab😊