Halthed – Equi-Librium Hestepraksis

Skrevet af Katja Olsen, 2022.

Da min 8-årige islænder hoppe i foråret 2021 blev diagnosticeret med overbelastning af de dybe bøjesener i begge forben var jeg selvfølgelig knust.Efter denne diagnose fulgte et langt syge- og genoptræningsforløb, som når jeg ser tilbage på det i dag, ikke kun har været svært og langt – men også et forløb som min hest og jeg i fællesskab har fået rigtig meget ud af.

I sådan et forløb er det vigtigt at du har de rigtige sparringspartnere, og at du holder dig til dem.For mig var ”mit team”: Dyrlægen, min underviser og min smed.

Der kommer rigtig mange og velmente gode råd fra mange andre – og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle holde mig til ”mit team” og at vi i fællesskab fik truffet de rigtige beslutninger for min hest og mig igennem forløbet med genoptræning.

Forløbet var indledningsvis fuldstændigt ro i ca. 3 uger, og herefter gåtur hver dag – stort set hver eneste dag.

Det var ikke hver dag jeg syntes det var lige spændende at skulle ud og gå tur i ½ time med min hest – men vi gjorde det.

Det har jeg fået igen mange gange nu.

Inden skadesforløbet havde jeg en hest der var ”lidt vanskelig” – svær at ride ud alene, sensitiv, lidt for nervøs og til tider alt for fremadgående.

De utallige gåture vi havde sammen hen over en periode på ca. 4 måneder får vi nu igen på så mange planer. Min hest og jeg har fået en gensidig tillid, hun stoler på mig, og jeg stoler på hende. Vi kan ride ture – alene – og hun er i det hele taget blevet en helt anden hest. Vi har etableret en kontakt og et bånd til hinanden. Hun er stadig en hest der skal have nye oplevelser i afmålte portioner – men nu kan vi arbejde sammen og nye mål, fordi vi i dag har en gensidig tillid til hinanden.

Arbejdet fra jorden med sin hest kan ikke overvurderes.

Da vi hen på sensommeren sidste år var så langt i forløbet, at vi skulle i gang arbejde under rytter, efter en plan fra dyrlægen var jeg lidt ved at miste overblikket over hvor langt vi var nået uge for uge. Hvad havde vi lavet i sidste uge, hvor mange uger var vi inde i forløbet, og hvad skulle vi i gang med næste uge.

Derfor startede jeg med træningsplan i et excell program. Helt simpelt.

Kolonner med dato og ugedag, samt notater omkring træningen hver dag.

Jeg arbejder i min plan med f.eks. ”ST: Skridttur under rytter”, ”TT: Træktur”, ”RH: Ridehus – Longering og træning fra jord”, ”U: Undervisning”, ”BT: Blandet træning i ridehus”I genoptræningsforløbet kunne jeg planlægge flere uger frem i tid, således at jeg fik indarbejdet den plan dyrlægen havde udarbejdet. I dag kan jeg slet ikke undvære min træningsplan.

Jeg planlægger løbende en uges tid frem – og kan lige få styr på at det passer sammen med arbejde, aftaler med familien osv. samtidigt.

Med min træningsplan har jeg overblik over hvad min hest laver i løbet af en uge – at jeg får planlagt en god og varieret træning, og også at min hest får de hviledage hun har brug for i løbet af ugen.

Løbende laver jeg notater i min træningsplan når der er noget i forbindelse med en træning jeg gerne lige vil huske. Det kan være at min hest har virket meget fremadgående, mere træt en normalt, har haft svært ved en øvelse i ridehuset som vi skal træne igen osv.

Jeg noterer også i min træningsplan hvad jeg skal huske, eller hvad jeg i øjeblikket har fokus på når jeg træner ”BT: Blandet træning i ridehus” – Ofte er det fra min ugentlige undervisning, hvor der er ting min underviser foreslår at have fokus på. Det kan være bedre balance i trav inden for volten, at rytteren skal huske ikke at balancere i tøjlen, igangsætning fra skridt direkte i trav, bedre runding i skridt og trav osv.

En træningsplan skal tage udgangspunkt i hvad din plan er i forhold til din hest og jeres ridning.

Du skal træne med din hest i forhold til hvad det er I gerne vil ride sammen – hvad du gerne vil – og hvad det er din hest kan/foretrækker/er god til.Og vigtigst af alt.

Du må aldrig lave en plan uden at være beredt på at ændre den – lyt til dig selv og din hest.

I det genoptræningsforløb jeg havde med min hest, skete det flere gange undervejs, at jeg var i tvivl om vi gik for hurtigt frem – var der måske lidt reaktion fra hende?Sparring med min underviser og dyrlægen var helt uvurderlig her.

Når jeg var i tvivl og blev usikker, var det vigtigste ikke bare at fortsætte efter planen – men lige et par uge tilbage – og så mærke efter hos hesten og hun var OK.Den usikkerhed jeg undervejs fik, om hvorvidt min hest var ved at ”få tilbagefald” lyttede jeg meget til, og så var det lige at stoppe op i planerne for hvad hun kunne/skulle de næste uger. Stoppe op, og måske lige et par uger tilbage – og så frem igen efter planen, når jeg følte mig sikker på at vi stadig var på rette vej.

Nu er der gået et år siden vi startede på skades- og genoptræningsforløbet, og min hest og jeg er i dag tilbage i fuld ridning, som før hun havde sin skade.

Forløbet har lært mig tålmodighed, og at øve mig i at være bedre til at lytte til min hest, og så har det set i bakspejlet jo egentlig givet hos en ny platform at arbejde videre fra i fællesskab.

Skrevet af: Katja Olsen, Salløv, 4621 Gadstrup

Jeg er 56 år, og har haft min hest Mist siden juni 2019. Mist er en knap 9 årig islænderhoppe.

Jeg var glad ridepige for mange år siden i min ungdoms vår, og har holdt en lang pause hvor det er blevet til mand og børn.

Nu er mine 2 sønner voksne og flyttet hjemmefra, og min mand og jeg er flyttet ”på landet” i omgivelser hvor jeg kan have min hest hvor vi bor.

Sammen med Mist har jeg en lille shetlænder ”Stengårdens Miss Diva” – de 2 holder hinanden med godt selskab😊

Der er meget kritik af sporten i toppen. Selv oplever jeg som dyrlæge – og på det sidste som ponymor/køber – for det meste vores smukke sport i “bunden/bredden”.

Jeg vælger at tro på at vi alle ønsker vores heste og hinanden det bedste, og at når vi vælger anderledes, er det ud fra uvidenhed. Hermed Indledning til hvad der måske kan virke som et lidt surt opstød Jeg tror på at vidensdeling og information er vejen frem, så det ønsker jeg at bidrage med! Men derfra tilbage til hvad jeg har behov for en debat omkring:

Hvilken hest har brug for særligt hensyn, en tilrettelagt træningsplan, muligvis smertedækning, foldtilpasning etc (og udredning/en diagnose, ikke mindst – for at hjælpe med at beslutte hvordan hesten bedst kan genoptrænes):

1. Hesten der viser tydelig halthed på et ben. Den har ondt, og “alle” kan se det (hvis man kigger ordentligt efter).

2. Hesten der ikke udviser halthed på noget ben. Den har ondt i flere ben, så derfor har den ikke overskud til – ej hellere får den gavn af – at flytte vægten over på det raske ben – der er nemlig ingen raske ben. Hesten har betydeligt mere ondt end hest nr 1 (den har lige så ondt men i flere ben), men kun erfarne heste-mennesker forstår det.

3. Hesten der udviser tydelig halthed på et ben – men arten menneske har ikke evnen til at se det fordi takten enten er for hurtig (det er en pony), eller hestens kropspartier er for tætte (det er en cob-type hest). Hesten har ondt på et stadie fra hest 1 til 2, men kun erfarne heste-mennesker forstår det.

Efter at have forsøgt mig som pony-køber, og selvfølgelig også når vi handelsundersøger heste i vores virke som dyrlæger, støder vi ret ofte på alle 3 typer heste.

Den første er ofte en hvor haltheden ikke kunne ses under rytter, men den ses tydeligt når hesten kommer på longe eller mønstres, ofte på hårdt underlag (anderledes end det hesten går på til hverdag, hvorfor haltheden ikke er blevet opdaget).

Den anden er en hvor dyrlægen ofte er den eneste som kan se halthed, lameness locator oftest kan måle det, og bøjeprøver ofte endeligt afslører det for ens øje. I enkelte tilfælde kan det dog være svært både at se og måle – men hestens adfærd afslører det altid. Den er sur og tvær, har svært ved at finde takt og rytme, løber eller mangler fremdrift, virker ked og slukket eller anspændt og stresset.

Den tredje er en hvor selv dyrlægen har svært ved at se det, men hvor hestens adfærd/historie ofte giver mistanke; hesten har ændret adfærd, går væsentligt anderledes uden rytter end med rytter, den mangler fremdrift eller løber, virker sur og tvær, stopper på springene etc. Lameness locator måler det tydeligt og bøjeprøver er variabelt positive.

Tilbage til mit oplæg til debat: min oplevelse er desværre at vi mennesker ofte er mere interesseret i at bortforklare hestens adfærd – og endda objektive beviser på hestens halthed, end vi er i at tage ansvar for hestens smerter, og som minimum give den en tilpasset træningsplan. Det er ikke disse ejere vi møder til dagligt, da dem som kontakter os netop er dem som HAR forstået at noget er galt. Men når jeg som “ponymor” kommer ud på det frie marked, eller dengang jeg for nogle år siden kom med min veninde på heste-kiggetur i Portugal – så ser vi den faktiske virkelighed.

Min forventning ville være at når man blev gjort opmærksom på at ens hest har ondt, så vil man tage affære og tage ansvar. Men det hører til sjældenhederne! De fleste reagerer faktisk ved at benægte, blive vrede – og fortsætte at både ride hesten, samt også beholder den på salgsmarkedet, nok uden at oplyse om deres viden om hestens smerter. Dette handler om “bredden” i vores sport, og jeg har nu oplevet det så mange gange at jeg vil påstå at det er helt systematisk.

Et par eksempler:

Pony tydeligt halt på to ben, måles som moderat halthed af lameness locator, kraftigt positiv bøjeprøve på 3 ben. Der er altså ingen tvivl. Sælger sur, pony bliver på markedet, solgt et par måneder senere.

Pony tydeligt halt på et ben, måles som moderat/severe halthed. Sælger bliver sur, men heldigvis for hende kommer der købere fra Nordjylland dagen efter, de har traileren med. Jeg ved det ikke, men jeg er rimelig overbevist om at pony blev solgt uden information om det fundne.

Derfor ønsker jeg en debat – hvad skal der til før hesteejere forstår og ønsker at tage hensyn til deres hest hvis den har smerter. Er det ok at vi rider på og sælger heste med markante smerter? Jeg taler ikke om heste med en lille smule asymmetri, ikke engang om dem med lavgradig halthed eller ømhed. Disse rides i forvejen fuldt ud, også på konkurrenceplan. Det er en anden og neste niveau af samtale. Nej jeg taler om tilfælde hvor hesten har decideret ondt udover enhver tvivl.

Det triste i mine øjne er, at hvis bare vi tog hensyn med det samme smerterne opstod, så var de stort set også altid hurtigt overståede. Men derfor har vi behov for at lære mere om hvordan halthed/smerter OGSÅ kan se ud. De viser sig nemlig ofte ikke som den traditionelt tydelige halthed vi har lært at se. Men derfor er den ikke mindre vigtig. Det gør ikke mindre ondt, bare fordi arten menneske har sværere ved at forstå og se det.

Så hvad er vigtigst – hvor ondt hesten har, eller hvor tydeligt den kan finde ud af at vise det? Har den mindre ret til hensyn bare fordi den er bedre til at skjule de traditionelle symptomer?

Oplæg til debat, 2025. Debatten foregik her: Vi har i 2026 taget det bevidste valg at forlade Facebook som platform = vi laver i 2026 ikke mere indhold til platformen. Men derfor skal du ikke snydes for den gode debat der opstod fra dette indlæg i 2025:

https://www.facebook.com/share/p/19hWG6Zcra

Tag: Halthed

Værdien af en god genoptræning og træningsplanlægning

Betydning af smerte og halthed – oplæg til debat