Af dyrlæge Tone Troldborg, 2025
Skader i bevægeapparatet, især seneskader, udgør en væsentlig udfordring i veterinær praksis. Mange skader præsenterer sig som akutte, men baggrunden er ofte en længerevarende, subklinisk degeneration af vævet. Denne kombination betyder, at behandling og genoptræning skal tage højde for både den akutte skade og det kroniske grundlag.
Akutte vs. kroniske skader.
– Akutte skader: Opstår pludseligt, typisk efter en overbelastning eller uheld, med synlig hævelse, varme, smerte og funktionsnedsættelse.
– Kroniske skader: Udvikler sig over tid pga. gentagen mikrotraume, dårlig biomekanik eller utilstrækkelig restitution.
– Akut ovenpå kronisk: Meget almindeligt ved seneproblemer. Den akutte episode er ofte kulminationen på en længerevarende svækkelse af vævets struktur.
Ophelingsfaser.
1. Inflammationsfasen (0–7 dage).
Karakteriseret ved vasodilatation, infiltration af inflammatoriske celler og fjernelse af nekrotisk væv. Klinisk ses hævelse, varme og smerte. Formålet er at rydde op og skabe forudsætning for heling. Behandling: Kontrollere inflammationen ved at reducere/fjerne overbelastning, evt. køling i de første ca 72 timer – men undgå total immobilisering. Ved kraftig inflammation kan der bruges antiinflammatoriske lægemidler (NSAIDs). Afhængigt af skadens størrelse bruges i denne fase typisk boksro eller lille sygefold (helst med tilhørende skur så hesten kan ligge ned).
2. Proliferationsfasen (dag 4–21 – ja, der er overlap med inflammationsfasen).
Fibroblaster producerer kollagen (primært type III) og grundsubstans. Nydannede blodkar sikrer næring. Vævet er skrøbeligt, og kollagenfibrene er endnu tilfældigt orienterede. Behandling: Let, kontrolleret belastning for at stimulere korrekt vævsdannelse. Igen afhængigt af skadens størrelse bruges her typisk lille sygefold og skridtmotion for hånd. Stadig bedst hvis hesten har mulighed for at ligge ned så meget den har lyst til, og ikke forstyrres eller flyttes rundt af andre heste. Bedst er hvis man har et setup hvor hestens bedste ven står ved siden af den i denne fase, så hesten føler sig tryg men ikke bliver flyttet på eller føler behov for at flytte på andre.
3. Remodeleringsfasen (uger til måneder, op til 12–18 mdr for sener).
Kollagen type III udskiftes gradvist til kollagen type I. Det er kollagen type I der har den originale fulde bæringsevne. Fibrene orienteres i belastningsretningen via mekanisk stimulering. Tværbindinger dannes, hvilket øger styrken. Uden gradvis og målrettet belastning forbliver fibrene uorganiserede og svage. For tidlig hård belastning kan føre til mikro- eller makrotraumer og dermed tilbagefald, mens for lidt belastning giver svagt væv.
Vigtigheden af mobilisering i remodeleringsfasen.
Kontrolleret, progressiv belastning er nødvendig for at fremme korrekt fiberretning og mekanisk styrke. Læg mærke til hvor tidligt vi overgår til den remodelerende fase! Mekanotransduktion betyder, at cellerne i senen registrerer mekanisk belastning og tilpasser kollagensyntesen derefter. Start med lav belastning (fx skridt), øg gradvist med fokus på korrekt bevægemønster og monitorér responsen klinisk og evt. med ultralyd. Selv når kliniske symptomer forsvinder, er senen ikke nødvendigvis fuldt ophelet, så tålmodighed er afgørende. Typisk kontrollerer dyrlægen hesten hver 2-3 måneder og lægger derfra en ny genoptræningsplan.
Eksempel – Hest med overfladisk bøjeseneskade (SDFT).
En 10-årig ridehest præsenteres med akut hævelse og varme på bagsiden af piben, efter at have sprunget højt i træning dagen før. Ultralyd viser hypoechogent område i midterste tredjedel af overfladiske bøjesene – grad II skade.
Baggrund: Hesten har tidligere haft mild halthed efter hårde træningspas, men uden diagnosticeret skade – sandsynligvis subklinisk degeneration.
Inflammationsfase (0–7 dage): Boksro, kølebandager (72 timer), eventuelt antiinflammatorisk behandling (NSAIDs).
Proliferationsfase (dag 4–21): Kontrolleret skridt på lige underlag, gradvis øgning til 20–30 min dagligt.
Remodeleringsfase (uge 3–12 mdr+): Øgning af skridttid, introduktion af trav efter ca. 3–4 mdr, når ultralyd viser bedre fiberstruktur. Progressiv træningsplan med gradvist stigende belastning og varighed. Fokus på korrekt bevægemønster for at stimulere fibrene til at lægge sig parallelt med belastningsretningen.
Resultat: Efter 12 mdr. gradvis tilbage til spring med fortsat monitorering.
Konklusion.
Succesfuld behandling af seneskader kræver forståelse for de biologiske helingsfaser og især remodeleringsfasens krav til mobilisering. Den akutte skade er ofte kun toppen af isbjerget, og en langsigtet, gradvis genoptræning er nødvendig for at undgå recidiv.