
Stutteri Troldborg startede i 2017, da jeg håbefuldt ifolede min trakehner hoppe med Donkey Boy. Endelig skulle jeg lave heste der havde både wow og gang. Jeg har ellers mest redet arabere og lipizzanere, så spændingen var stor ved at bevæge mig over til varmblodshesten, og endda med noget af det bedste blod i verden. Hoppen var kåret i hovedstambogen i trakehner forbundet, så det burde jo blive godt. Jeg fik også det dejligste, omend meget meget langbenede hingsteføl i 2018 – Troldborgs Monki Boy ❤️ Han var meget elegant, velbygget, ikke alt for stort gående – men dog en hingst der lagde an til at blive meget høj. Jeg havde jo håbet lidt på et hoppeføl af en mere Tone-venlig størrelse, så jeg prøvede lykken igen med samme hingst – og fik min lille sorte hoppe Troldborgs Miss Deena i 2019. Hun var så skøn og velgående og ikke mindst normal af størrelse, jeg var helt sikker på hun skulle blive min ridehest ❤️


I 2019 havde vi forsøgt at få barn nr to i to år, og jeg var noget deprimeret over at det ikke lykkedes. I et muligvis noget impulsivt øjeblik, besluttede jeg at jeg måtte udvide min hestebørnehave i stedet. Jeg havde længe været fascineret af både lusitanoer, og især lusitano-varmblodsblandinger – og da der stod et par af dem lige i min yndlingsfarve over i England, blev de fluks købt, ubeset selvfølelig (gør som jeg siger, ikke som jeg gør 😅 ). “Pacino the palomino” og “Prada the prancing buckskin” kom som 3 måneder gamle til Danmark sammen med deres mødre. Da de var på transporten på vej til Danmark, testede jeg endelig gravid med barn nr 2 😁

Da jeg så ligesom stod til at skulle på barsel igen, og min ridehest Shaheena så stod til at skulle stå i endnu nogen år, begyndte tankerne at rumstere om ikke hun også skulle have en baby, inden hun blev for gammel (hun var 12 år). Historien med Shaheena, er at hun er datter af min første OX araber Samaria. Hende købte jeg få måneder inden jeg som 19 årig flyttede til Danmark for at læse. Jeg skulle jo ikke flytte til Danmark helt alene, og hvad er bedre end at have en araber med som ven? Faktisk fik jeg hende importeret uden at betale told for hende (det skal man mellem Norge og Danmark) – hun blev indført som “nødvendigt studiemateriel” – det kunne tolderen godt se fornuften i. Klog mand 😅 Jeg kan godt have lidt svært ved at give slip på “ting”. Så Shaheena måtte lave mig en efterkommer, så jeg ikke skulle gå gennem livet uden min “første hests blodlinjer på folden” 😊 Jeg havde også været så heldig at få ride en helt fantastisk lusitano hingst det år, så for at beholde en lille bid af ham inden han skulle flytte tilbage til Portugal med sin ejer, blev han den heldige farmand. I 2020 fik jeg så den smukkeste lille lusitanoblanding, Troldborgs Qira. Sky og følsom af personlighed, men så smuk og elskværdig.


Da jeg nu ligesom var blevet lidt opvarmet i det der med at avle – og jeg ikke endnu havde erfaret at sådanne nogle små søde føllebøller er eksperter i at skade sig selv inden de bliver voksne, så ifolede jeg igen et par hopper. Af de to jeg ifolede, fik kun den ene føl – mit sidste føl (end så længe??) i 2021 – Troldborgs Daphina Platinum er en ren varmblods efter Pacinos mor Daphne (Hannoveraner) og hingsten Janeiro Platinum. Hun var enormt velbalanceret både i krop, størrelse og sind lige fra starten, så hun var også veldig nem at holde af ❤️

Herfra tror jeg måske godt vi kan sige at det gik nedad bakke 😅 Vi flyttede til vores nuværende hjem i november 2021, hvor vi havde meget mindre jord og kun en lille løsdrift (den officielle grund til at jeg stoppede at avle , men set i bakspejl var det nok meget godt at flokken ikke voksede yderligere). Qira og Prada blev derfor tilbage i den gamle stald over vinteren. Da de flyttede hjem sommeren 2022, viste Pacino sig fra en ret aggressiv side, han jagtede de “nye” heste voldsomt… Dette blev løst for denne gang med langsommere tilvænning, men skulle vise sig at være en skæbnesvanger adfærd for Pacino et par år senere…

Vinteren 21/22 kom Deena til skade på fold, blot 2,5 år gammel. Da hun kun var knap synlig halt, og kun på bøjet spor, fik hun fri på fold over vinteren. Vi blokerede halthed til foden, og der var ingen fund på røntgen. Hun fik iprf i hovleddet, en orthobiologisk behandling der støtter helingsprocessen og dæmper inflammation. De fleste heste kommer sig fint over disse små haltheder. Da vi startede let longearbejde i foråret 22 startede hun også virkelig godt ud – fantastisk velgående – og rentgående. Men hun fjollede meget både ved opstart longe og også på folden. Hun øvede generelt lidt for mange kaprioler … Efter kort tid viste halthed sig igen. Jeg fik lavet en MRI af foden, og her viste det sig meget deprimerende at være flere forskellige diagnoser; både skade i den dybe bøjesene og i kodesenebensligamenter, samt også bruskskader i hovled og kodeled… Der blev givet en slet diagnose for ridehest, god diagnose for foldbums/ avlshoppe. Øv!!! Hun kom sig også super fint til at flyve rundt på fold i den flotteste luftige elastiske trav. Men så snart hun kom på bøjet spor, kom halthed hurtigt tilbage de 2-3 gange jeg forsøgte at sætte hende i gang over de næste 3 år.
Jeg tænker nogen gange at hun måske med langvarig skridt-genoptræning, kilesko, ledbehandlinger og tålmodighed, kunne være blevet ridehest. Men problemet med heste der bliver halte inden tilridning, er at det bliver svært, farligt og måske nok også unfair overfor hesten at forsøge at genoptræne. Mit problem var også at hun var hest nummer mange i rækken – og jeg skulle komme til at blive beskæftiget med mange andre genoptræninger netop de år 🙈🙈

2022 fortsatte ellers ret godt på hestefronten – Monki fik sig en rytter som tog ham med ud til et par babystævner som han vandt med god margin. Han var simpelthen så sød og lærenem ❤️ Han blev dog sparket af Qira og fik en muskelskade på højre lår. Han var ikke halt, og jeg ved ikke om denne skade har noget med de problemer der tilkommer at gøre – men efteråret 22 blev han hvertfald lidt skævt muskuleret i krydset, og fik derfor stort set fri vinteren over. Da vi startede ham op i 2023 gik det egentlig utrolig godt, han kom hurtigt i form og bevægede sig så fint. Men efter kort tid blev han pludselig væsentligt mere skæv i krydset, denne gang i selve knoglen og ikke kun i musklerne. Samtidig begyndte han at hanetritte… Det viste sig han havde en fraktur i tuber sakrale, nok en træthedsfraktur efter knoglerne over vinteren var blevet svage, mens musklerne i foråret hurtigt blev stærke…. Jeg vidste ikke meget om hanetrit, så gode råd var dyre! Han var ikke halt på noget tidspunkt, og man siger at hanetrit ikke gør ondt, det er en slags neurologisk lidelse. I starten blev vi ved med let arbejde, da dette var det de fleste anbefalede. Men da han gradvist blev værre, turde jeg ikke træne mere… Han endte med at få fri på fold i halvandet års tid. Afbrudt af enkelte forsøg på opstart genoptræning. Uanset hvad jeg gjorde, blev han gradvist værre og værre. Til sidst kunne han knap skridte uden at vride i kroppen for at komme fremad.
Det stod klart at jeg enten måtte genoptræne ham, eller også aflive. Jeg fandt en klog dame i USA der vidste en masse om hanetrit, og i 2025 tog jeg håbefuldt derover og lærte også virkelig meget! Jeg behandlede efter hendes protokol og genoptrænede efter bedste evne. Jeg opdagede i den proces at medicinsk behandling gjorde en smule forskel – men genoptræning med fokus på sidebevægelser og flow gennem kroppen gjorde en KÆMPE forskel. Han endte i løbet af 6-8 måneder at blive så godt gående at han til tider kunne rides næsten helt ud af sit hanetrit. Det tog længst tid at komme af med (minimere) trit i skridt, kortere tid i trav.

Han havde stået sammen med Pacino på egen fold mens han blev genoptrænet. Da han var blevet rigtigt godt gående, vurderede jeg at han var klar til at komme sammen med de andre igen (dette også fordi Pacino ikke kunne tåle ad libitum wrap, mens Monki ikke kunne tåle begrænsning). Monki var meget glad for at komme ud til de andre – han legede og legede, især med Daphina. Men det kunne han ikke tåle …. (Det kunne Daphina hellere ikke, men mere om det andetsteds). Han blev markant halt på højre forben… Vi ved blot det ikke var relateret til foden. Han fik fri 3-4 måneder og blev faktisk helt god. Men kort tid senere blev han igen halt HF. Denne gang relateret til foden, med lille skade i den dybe bøjesene. Det var altså to forskellige ting han præsterede at skade. Iprf i hovled og omkring skaden hjalp heling på vej. Men da han endelig igen var klar til genoptræning her i starten af 2026, havde hans rytter mistet modet (jeg fandt en rytter til ham efter jeg havde genoptrænet i ca 8 måneder). Forståeligt nok. 6 måneder fri havde sat ham stort set helt tilbage til 0 hvad angik hans trit … Og ingen kunne vide om forbenet kunne holde til en genoptræning. Jeg besluttede egentlig at han skulle slippe for mere, så jeg startede processen med at donere ham til forskning. Jeg havde ikke selv mulighed for at lægge en ny intensiv genoptræning i ham, og hvis ingen andre var interesseret i ham, var det svært at se en god fremtid for ham. Men præcis samtidig med jeg helt havde opgivet, dukkede der en rytter op som godt kunne se hvor sød og dejlig en hest han er 🥰 Så i skrivende stund, november 26, har Monki været nogle måneder i ny genoptræning med sin nye rytter. Denne gang er træningen mest fokuseret på ridning – vi må se om det virker lige så godt som jordarbejde gjorde.
To be continued …

