Adhærencer = sammenvoksninger
Hesten var en Portugisisk lusitano som blev importeret som 5 års. Han var lidt småt gående lige fra starten af, og udviste tidligt meget lavgradig halthed på det ene forben, kun på den ene volte.
Ved lameness locator kunne dog konstateres at hans korte gang bundede i både symmetrisk halthed på begge bagben OG en lille forbenshalthed. Med symmetrisk halthed, menes at hesten aflastede det ene bagben lige så meget i bæringsfasen, som den aflastede det andet bagben i afskubsfasen. Dette giver en ret symmetrisk gang og en halthed der er svær at fange for øjet. Typisk ses dog et afkortet gangmønster og ofte også smerteadfærd i visse situationer (hesten løber, stopper eller har svært ved at lytte til rytterens hjælpere, går i panik eller lignende).
I løbet af to års forsøg på genoptræning, forbedredes haltheden stort set ikke på nogen af benene, og på forbenet blev den snarere værre. Ejer tog derfor den hårde beslutning at aflive hesten. I forløbet var der diagnosticeret gaffelbåndsskader og skade i den dybe bøjesene på bagbenene, men disse var helet op – uden hesten af den grund var blevet haltfri. Forinden aflivning blev der konstateret adhærencer mellem senerne, som mistænkt årsag til den kroniske halthed på alle de 3 halte ben.
Da hesten kom fra Portugal, var den ikke vandt til at gå på fold. Den var allerede blevet kasseret som tyrefægterhest i Portugal pga dens gemyt. Det var ellers en virkelig sød hest, så vi har en vis mistanke til at den har haft smerteadfærd allerede fra Portugal af. Men dens skader kan også være blevet forværret af at den meget kort tid efter ankomst til Danmark, formåede at springe ud af sin fold og tage den i fuld gallop gennem den by den boede i. Når man kun er vandt til at stå på boks, er det ekstra skadeligt/ risikabelt at løbe ud på den måde.
Efter aflivning obducerede vi hestens forben og fik bekræftet at skaden i gaffelbåndet var helet op, men at der var kraftige sammenvoksninger. Haltheden på forbenet var forinden aflivningen lokaliseret til den øverste del af piben hvor sammenvoksningerne sad (vha lokalbedøvelse = blokader).

