Udarbejdet af Alexandra Myhren og Tone Lygren, 2012
Hovedmissionen i klassisk dressur er at uddanne hesten så den bliver smidig, løsgjort, stærk i sener, led og knogler, og ikke mindst mentalt tilfreds. Målet er at få en hest der velvilligt arbejder i harmoni med sin rytter; let og smidigt mellem hjælperne. Dressuren er til for hestens skyld, hvilket man aldrig må gå på kompromis med. Resultatet bliver en hest der kommer langt i dressuren og desuden holder i rigtigt mange år, og derfor kan man godt sige at denne form for ridning heldigvis bestemt også er til fordel for rytteren.
Klassisk dressur i sin originale form tager som regel hensyn til hestens biomekanik – altså den måde det er bedst for hesten at bevæge sig på for ikke at overbelaste sener, led og knogler, og som resulterer i en holdbar og tilfreds hest. Derfor kan det synes unødvendigt at gå så meget op i hestens biomekanik, når dette originalt er inkluderet i den klassiske dressur. Men klassisk dressur bygger på meget gamle traditioner, og tit mangler der forklaringer på hvorfor noget er klassisk medens andet ikke er det. Hvorfor skal hesten for eksempel gå i remonteholdning (frem-ned) i starten af sin uddannelse? Og hvorfor må man ikke bruge indspændingstøjler eller andre tvangsmidler? Biomekanikken giver her mange forklaringer som kan være mangelfulde i den oprindelige klassiske dressur. Fordi der ikke altid findes en logisk forklaring som er nem at forstå i den klassiske dressur, bliver der i dag mange steder gået på kompromis med de gamle principper. Den klassiske dressur kan i dag ses udført i former der bestemt ikke er til fordel hverken for hestens mentale helse eller dens holdbarhed.
Det ville desuden være utopi at sige at den klassiske dressur altid har været udpræget hestevenlig. Flere af de gamle mestre som traditionelt betegnes som klassiske har brugt metoder hvor man kan diskutere hestens udbytte. Dette blev dog tit også diskuteret i deres samtid, og det der blev betegnet som klassisk af nogen blev betegnet som grotesk og ødelæggende af andre. Historisk findes der med andre ord heller ikke kun én form for klassisk dressur, træningsmetoderne har altid været meget omdiskuterede.
Derfor kan det virke utilstrækkeligt at gå op i ”klassisk dressur”, det bør også være med hensyntagen til hestens biomekanik. Man kan sige at den traditionelle klassiske dressur beskriver principperne meget godt – så som lethed, næsen foran lodplanet, parallellitet i den løftede diagonal i traven osv. Biomekanikken bidrager på den anden side med forklaringer på hvorfor dette er klassisk og derfor det bedste for hesten. Når vi søger forklaringer på hvad der fysisk og kropsligt er det bedste for hesten, bliver vi nødt til at lede efter disse forklaringer indenfor biomekanikken. Den klassiske dressur i sig selv giver ikke disse forklaringer. Det som biomekanikken ikke lige så godt kan forklare, er de ”bløde” værdier, som for eksempel at hjælperne altid skal være fjerlette – her kan vi læne os opad de klassiske principper der stræber efter usynlige hjælpere der koncentreres omkring rytterens krop snarere end i dennes arme og ben.
Ud fra den klassiske dressur efter biomekaniske principper kan vi definere flere af principperne som er essentielle at følge (baggrunden for dette må søges i de forskellige artikler om hestens biomekanik):
- Der må aldrig bruges tvangsmidler eller hårde hjælpere.
- Hestens mund/hoved må aldrig fikseres, og heller ikke tvangsplaceres på nogen måde – alle former for indspændinger, hjælpetøjler, pessoaliner og andet er derfor bandlyst.
- At vi gennem forskning ved at belønning er den største motivation, og at straf og præs snarere bremser indlæringen. Derfor skal al form for tvang og vold undgås. Straf og præs øger stressniveauet således at hjernen bremses op og indlæring bliver vældig vanskeligt.
- Hesten skal gå i remonteholdning (frem-ned) indtil den har lært sig at strække overlinjen, søge en blød kontakt til biddet, løfte ryggen ved brug af mavemuskler, det passive ligamentstræk samt afslappede psoasmuskler, svinge løsgjort indunder sig med bagbenene (kraftfuldt men uden spændinger), og som resultat af ovenstående, at svinge med en arbejdende løsgjort ryg samt lande blødt og elastisk på forbenene.
- Der må søges størst mulig stabilitet og kontinuitet over de to mest bevægelige punkter i ryglinjen – omkring T1 lige foran skulderen samt ved ganasherne (atlas/axis – vertikal stabilitet, dvs hesten må aldrig ”knække”, men skal åbne ganasherne og strække sig frem til biddet).
- Hestens hoved/hals skal falde afslappet mod jorden i takt med at forbenene fremføres (i skridt).
- Det må tilstræbes at hesten aldrig går bagved lod.
- Pasagtig skridt kommer fra en stiv og ufleksibel overlinje og accepteres derfor ikke.
- Der skal kun udvikles bevægelser og holdninger der er naturlige for hesten
Andre væsentlige principper:
- Rytterens korrekte sæde, opstilling og indvirkning med hjælperne er fundamentet i korrekt klassisk dressur.
- Brugen af hjælperne skal centraliseres i størst mulig grad, således at det for en observatør bliver svært at se hvilke hjælpere rytteren i virkeligheden giver
- Der skal vises ubetinget respekt for hestens natur og velfærd
- Der skal tages hensyn til hestens individuelle forudsætninger
- Hver hest er et individ som må få lov til at udvikle sin individuelle måde at gå på som er optimal for lige præcis den hest
- Harmoni og skønhed er øverste målsætning – og ikke en sammenligning mod en ydre form eller mod andre ekvipager
- Kunstværk, især levende kunstværk som den velskolede hest, kan i sidste konsekvens ikke sammenlignes.
- Hesten skal ikke ”dresseres” til at udføre øvelser på kommando, men gymnasticeres, og deraf lære at lade sig føre af rytterens hjælpere
- De forskellige øvelser skal ses som træningsværktøjer i denne gymnasticering og oplæring, og de skal derfor bruges på det tidspunkt hvor hesten har behov for lige præcis den effekt øvelsen kan give.
- Hesten er ikke lavet for at lave øvelser – det er øvelserne der er lavet for at udvikle hesten således at den kan bevæge sig korrekt under ryttervægten
Korrekt betyder:
- Taktfast, løsgjort, villig, dynamisk, balanceret, lige, samlet i en grad der er passende for hestens kropsbygning, uddannelsesniveau og den aktuelle opgave.
- Hesten skal rides ”bagfra og frem”, hvilket betyder at energien som rytterens sæde og schenkler fremkalder i hestens bagben, skal flyde gennem hestens løsgjorte ryg og ind i rytterens bløde tøjlekontakt – som dirigerer denne energi således at hele ekvipagen opnår bedst mulig balance. Dette er klassisk.
- Rytteren må ikke ride ”forfra og bagud”, dvs. at han med tøjlekontakt forsøger at trække hestens hals i en form, noget der vil bremse og blokere hesten, for derefter at forsøge at tvinge hesten frem igen med schenkel, sporer og pisk. Dette er ikke klassisk.
Rytterens optræden overfor hesten, andre mennesker, og verden generelt ses gerne baseret på disse idealer. Disse er præget af humanismen og oplysningstiden (Europas ”klassiske” tidsalder). Der kræves en rationel tilnærmelse til ting, deriblandt heste – man skal bruge fornuften til at forstå hvordan ting hænger sammen, og så respektere disse ”naturlove” og rette sig efter dem. I stedet for at tro på ”heksekunste” og ”mirakelkure”, eller også bare banke løs på alt der ikke virker …