Equi-Librium

v/ Tone Lygren

Forebyggelse

 

Forebyggelse

 

At forebygge er altid bedre end at behandle! Man kan med fordel gå hele hesten igennem kiropraktisk, og behandle mindre spændinger ca en gang om året - det vil kunne tage mange ting i opløbet! Tit spænder hesten op i lænd, brystkasse eller forben, inden et problem viser sig som en halthed. Ved at bruge kiropraktik forebyggende, kan man være på forkant med behandlingen, og dermed i mange tilfælde helt undgå at en startende stivhed eller overbelastning udvikler sig til et behandlingskrævende problem. Tidspunktet for sådan en behandling kunne for eksempel være i forbindelse med det årlige tandeftersyn - da det også er en fordel at løsne for spændinger i kæbeleddet efter kæben har været spændt op i forbindelse med tandbehandlingen.

 

Hvad kan jeg selv gøre?

Men der er jo en del tid indimellem den årlige forebyggende behandling, og desuden er det rart at selv kunne gøre noget forebyggende for sin hest. Der er mange muligheder for ejeren - både for at forebygge,og også for at løsne op i mindre spændinger selv. Helt at forhindre at spændinger opstår kan man nok ikke, da det faktum at vi rider på hesten (med en mere eller mindre godt tilpasset sadel, og en mere eller mindre godt balanceret rytter), vi kræver øvelser der til tider skubber hesten ud af balance, vi har hestene stående i små bokse i stalden i mange timer i døgnet, vi indimellem kører rundt med den i en bumpende hestetrailer,  den leger med andre heste på folden, kommer til at træde forkert osv. osv, gør at en del spændinger undervejs er uundgåeligt. Men vi kan sagtens gøre noget for både at løsne spændingerne næsten med det samme, samt at være på forkant med at opdage at hesten fungerer usymmetrisk, og måske trænger til en reel behandling. 

For at undgå mange potentielle spændinger, skal vi tænke på flere ting: 

Bevægelse er rigtig godt! For at hesten skal kunne føle sin krop ordentligt, og dermed koordinere den optimalt, kræver det at den hver eneste dag bruger den i alle gangarter, og helst også med flere forskellige udfordringer for balancen, det være sig i sidelæns bevægelse, bevægelse på bøjet spor, lige ud i både dyb og lidt højere ramme, både langsomt og hurtigere tempo, meget gerne på forskelligt slags underlag og op og ned ad bakker.

Longering over bomme er en god øvelse

At arbejde med bomme på longen er en meget god øvelse for at løsgøre og lære hesten at løfte både ben og brystkasse

I naturen ville hesten opnået alle disse krav helt automatisk i dens søgen efter mad og vand, samt i leg med flok-kammerater eller i flugt fra potentielle eller reelle farer. I vores varetægt står hestene tit på mudrede og ensformige folde, eller måske endda i boks store dele af dagen, de får foderet serveret fra et enkelt sted, de står sammen med heste som de kommer godt eller mindre godt overens med (eller værre, helt alene), og derudover skal de kompensere for en måske ubalanceret rytter der rider rundt i den samme ikke-så-godt tilpassede sadel på den samme slet-ikke-varierende banebund dag ud og dag ind. Derfor bliver vi nødt til at være meget bevidste om hvad vi tilbyder hesten af bevægelsesmuligheder. Grundtanken må være variation og balance! Variation i form af forskellige tempi, underlag, bakker, bevægelsesmønstre osv. Balance fordi enhver bevægelse i ubalance virker mod sin hensigt.

Bevægelse er godt – fortsat! Udover at vi kan tage hesten med ud og give den nogle varierede muligheder for bevægelse, så kan vi også hjælpe den inde på staldgangen. Lige som vi selv har brug for at strække vores ryg og bevæge den ud i yderpositioner for at løsne op, har heste det i allerhøjeste grad også. Ved at bruge forskellige refleksøvelser opnår vi flere ting: Vi sørger for at hvert enkelt led i rygraden er aktivt med i den fulde bevægelse, vi styrker hestens muskler så den nemmere kan bruge sin ryg (der i mange tilfælde slet ikke får nok bevægelse i løbet af en dag), og vi skærper nervebanerne så hesten bliver følsom og reaktiv og kan føle, og dermed bruge sin krop optimalt – godt output kræver godt input! I mange tilfælde vil refleksøvelserne netop forebygge at en helt fersk spænding får ro til at ”sætte sig fast”, og vi kan på den måde undgå kaskaden af negative hændelser – spændinger/låsninger der fører til overbelastninger andre steder, der i sidste ende giver haltheder, eller i det mere kroniske forløb, gigtforandringer i de overbelastede led.

Derudover kan øvelserne give en pegepind om hvordan hesten har det kropsligt – hvis der hele tiden opstår nye spændinger, hvis hesten bliver sur eller tvær over øvelserne, reflekserne er svage, bevægelseskapaciteten er lille, ryggen kan bevæge sig mere den ene end den andre vej, eller hesten ændrer fysisk eller psykisk reaktion på øvelserne – og man ikke selv kan få løst op i det ved hjælp af refleksøvelserne, er det man ved at hesten har brug for en kiropraktisk behandling.

Man kan også selv vurdere hestens forhoves led, og dermed få en idé omkring hestens belastning af forbenene. Hvis hesten virker strammere i det ene hovled end det andre, eller virker stram i begge forhoves led – kan det betyde at hesten overbelaster det ene eller begge forben – og være en meget vigtig indikator på at man skal gå sin træningsplan efter i sømmene, nedsætte belastningen i en periode, og hvis ikke det hurtigt bliver bedre, tilkalde hjælp fra dyrlæge og/eller kiropraktor. Jeg har ikke fået filmet hvordan man undersøger forhovene endnu, men bed om at få det vist hvis vi ses, indtil jeg får lavet en film.

 

Film af udførelse af refleksøvelser:

 

Equi-Librium v/ Tone Lygren, dyrlaege, hestekiropraktor og PhD stipendiat
Tlf: 2980 0037, Mail: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.