Oplæg til debat … af Tone Troldborg 2025. Debatten foregår her:
https://www.facebook.com/share/p/19hWG6Zcra
Der er meget kritik af sporten i toppen. Selv oplever jeg som dyrlæge – og på det sidste som ponymor/køber – for det meste vores smukke sport i “bunden/bredden”.
Jeg vælger at tro på at vi alle ønsker vores heste og hinanden det bedste, og at når vi vælger anderledes, er det ud fra uvidenhed. Hermed Indledning til hvad der måske kan virke som et lidt surt opstød 
Jeg tror på at vidensdeling og information er vejen frem, så det ønsker jeg at bidrage med! Men derfra tilbage til hvad jeg har behov for en debat omkring:
Hvilken hest har brug for særligt hensyn, en tilrettelagt træningsplan, muligvis smertedækning, foldtilpasning etc (og udredning/en diagnose, ikke mindst – for at hjælpe med at beslutte hvordan hesten bedst kan genoptrænes):
1. Hesten der viser tydelig halthed på et ben. Den har ondt, og “alle” kan se det (hvis man kigger ordentligt efter).
2. Hesten der ikke udviser halthed på noget ben. Den har ondt i flere ben, så derfor har den ikke overskud til – ej hellere får den gavn af – at flytte vægten over på det raske ben – der er nemlig ingen raske ben. Hesten har betydeligt mere ondt end hest nr 1 (den har lige så ondt men i flere ben), men kun erfarne heste-mennesker forstår det.
3. Hesten der udviser tydelig halthed på et ben – men arten menneske har ikke evnen til at se det fordi takten enten er for hurtig (det er en pony), eller hestens kropspartier er for tætte (det er en cob-type hest). Hesten har ondt på et stadie fra hest 1 til 2, men kun erfarne heste-mennesker forstår det.
Efter at have forsøgt mig som pony-køber, og selvfølgelig også når vi handelsundersøger heste i vores virke som dyrlæger, støder vi ret ofte på alle 3 typer heste.
Den første er ofte en hvor haltheden ikke kunne ses under rytter, men den ses tydeligt når hesten kommer på longe eller mønstres, ofte på hårdt underlag (anderledes end det hesten går på til hverdag, hvorfor haltheden ikke er blevet opdaget).
Den anden er en hvor dyrlægen ofte er den eneste som kan se halthed, lameness locator oftest kan måle det, og bøjeprøver ofte endeligt afslører det for ens øje. I enkelte tilfælde kan det dog være svært både at se og måle – men hestens adfærd afslører det altid. Den er sur og tvær, har svært ved at finde takt og rytme, løber eller mangler fremdrift, virker ked og slukket eller anspændt og stresset.
Den tredje er en hvor selv dyrlægen har svært ved at se det, men hvor hestens adfærd/historie ofte giver mistanke; hesten har ændret adfærd, går væsentligt anderledes uden rytter end med rytter, den mangler fremdrift eller løber, virker sur og tvær, stopper på springene etc. Lameness locator måler det tydeligt og bøjeprøver er variabelt positive.
Tilbage til mit oplæg til debat: min oplevelse er desværre at vi mennesker ofte er mere interesseret i at bortforklare hestens adfærd – og endda objektive beviser på hestens halthed, end vi er i at tage ansvar for hestens smerter, og som minimum give den en tilpasset træningsplan. Det er ikke disse ejere vi møder til dagligt, da dem som kontakter os netop er dem som HAR forstået at noget er galt. Men når jeg som “ponymor” kommer ud på det frie marked, eller dengang jeg for nogle år siden kom med min veninde på heste-kiggetur i Portugal – så ser vi den faktiske virkelighed.
Min forventning ville være at når man blev gjort opmærksom på at ens hest har ondt, så vil man tage affære og tage ansvar. Men det hører til sjældenhederne! De fleste reagerer faktisk ved at benægte, blive vrede – og fortsætte at både ride hesten, samt også beholder den på salgsmarkedet, nok uden at oplyse om deres viden om hestens smerter. Dette handler om “bredden” i vores sport, og jeg har nu oplevet det så mange gange at jeg vil påstå at det er helt systematisk.
Et par eksempler:
Pony tydeligt halt på to ben, måles som moderat halthed af lameness locator, kraftigt positiv bøjeprøve på 3 ben. Der er altså ingen tvivl. Sælger sur, pony bliver på markedet, solgt et par måneder senere.
Pony tydeligt halt på et ben, måles som moderat/severe halthed. Sælger bliver sur, men heldigvis for hende kommer der købere fra Nordjylland dagen efter, de har traileren med. Jeg ved det ikke, men jeg er rimelig overbevist om at pony blev solgt uden information om det fundne.
Derfor ønsker jeg en debat – hvad skal der til før hesteejere forstår og ønsker at tage hensyn til deres hest hvis den har smerter. Er det ok at vi rider på og sælger heste med markante smerter? Jeg taler ikke om heste med en lille smule asymmetri, ikke engang om dem med lavgradig halthed eller ømhed. Disse rides i forvejen fuldt ud, også på konkurrenceplan. Det er en anden og neste niveau af samtale. Nej jeg taler om tilfælde hvor hesten har decideret ondt udover enhver tvivl.
Det triste i mine øjne er, at hvis bare vi tog hensyn med det samme smerterne opstod, så var de stort set også altid hurtigt overståede. Men derfor har vi behov for at lære mere om hvordan halthed/smerter OGSÅ kan se ud. De viser sig nemlig ofte ikke som den traditionelt tydelige halthed vi har lært at se. Men derfor er den ikke mindre vigtig. Det gør ikke mindre ondt, bare fordi arten menneske har sværere ved at forstå og se det.
Så hvad er vigtigst – hvor ondt hesten har, eller hvor tydeligt den kan finde ud af at vise det? Har den mindre ret til hensyn bare fordi den er bedre til at skjule de traditionelle symptomer?